Kunsten at komme tilbage

As I Lay Dying har figureret på mit musikalske verdenskort i mange år, dog mest som en grå plet, jeg ikke har haft den store trang til at udforske. Jeg har i stedet foretrukket det lidt bøvede, men hårdtpumpede - ganske som bandets omdrejningspunkt - alternativ i Austrian Death Machine. As I Lay Crying, jeg mener Dying, har alle dage spillet standard metalcore, og det mest interessante, der er sket på den front de senere år, har uden tvivl været manden bag: Tim Lambesis. Han gik fra kristen familiefar til steroidevrag, der anså skilsmisser som værre end lejemord på konen, og med dette skift i betragtning har det nok været svært at forblive dedikeret fan. Men netop den morbide kuriositet har ledt mig til at udforske deres musik for at se, om hans bodsgang har gjort musikken mere interessant, end den har været i de snart 20 år, de har eksisteret.

Allerede fra første nummer, ”Blinded”, kan man høre en markant forskel. Stemningen er langt mere rå, og selvom der stadig er gjort brug af vekslen mellem growls og clean vocals, er der er skruet mere op for metallen og mere ned for coren. Solide riffs og en emotionel intensitet adskiller Shaped by Fire fra deres tidligere gennemsnitlige udgivelser, og det gør sig i øvrigt gældende for det meste af pladen. Man er sjældent i tvivl om, hvem man lytter til, men som mangeårig ikke-fan, kan jeg anerkende sporskiftet, og jeg synes bestemt ikke, de gør det skidt. Metalfolket har for længst tilgivet ham, han har anerkendt og påtaget sig ansvaret, og alle er vokset som mennesker og musikere. Fan bliver jeg aldrig, men jeg kan sagtens anbefale Shaped by Fire til andre, der trænger til en fortælling om at miste fokus, personlige tragedier og et lys i mørket.