Landma… Landmvrks

Pvris, Shvpes og nu også Landmvrks – man skal åbenbart have et liberalt forhold til retskrivningen for at være med på moden. Nuvel. Den franske corekvartet blev dannet i 2014, og to år senere debuterede de med Hollow. Albummet solgte ganske vel, og der sidder sikkert et par fans derude, som har ventet spændt på opfølgeren Fantasy.

Fantasy-løs

Fantasy er en sjov størrelse. På den ene side byder pladen på pæn metalcore med store omkvæd og en smørblød stemme. På den anden side slås glansbilledet itu af en aggressiv hardcoreattitude og en råbende vokal. Det er metalcore, som vi kender den, men også en tand anderledes. Umiddelbart fungerer denne stilblanding godt, og de to første numre ”Fantasy” og ”Wake Up Call” svinger fint.

Desværre viser det sig hurtigt, at resten af pladens ni numre – med ganske få undtagelser – lyder præcis som de to første. Monotonien er voldsom, og Fantasy er simpelthen en kedelig oplevelse. Versene ligner til forveksling hinanden, og de melodiøse omkvæd mister hurtigt deres pondus. Ikke engang den instrumentale side har noget interessant at byde på; dét skulle da lige være riffet i ”Scars” – men det skal vi vist takke Novelists’ Florestan Durand for. Han er nemlig med som gæsteguitarist.

Selvom ensformigheden er stor, skiller enkelte momenter sig ud – dog ikke særligt positivt. ”The Worst of You and Me” har atter en metalcore-meets-hardcore-lyd, men pludselig kaster forsanger Flo sig ud i decideret rap. Stilskiftet virker voldsomt og passer ikke ret godt ind blandt resten af de ’strømlinede’ numre. Det samme gør sig gældende på ”Reckoning”, hvor bandet får besøg af Aaron Matts fra Betraying the Martyrs. Hans vokal gør skæringen til en slags deathcore, og det kan Landmvrks’ pæne lyd altså ikke bære. Værst går det dog på ”Alive” – en sukkersød ballade, der sikkert vil smelte alle 13-årige pigehjerter. Men hvad laver den på et metalcorealbum? Forvirringen er total.

En tynd suppe

Fantasy er velproduceret, velspillet og sikkert også velment. De enkelte skæringer fungerer fint hver for sig, men giver man sig i kast med hele pladens 43 minutter, bliver øjenlågene hurtigt tunge. Musikken er faretruende ensformig, og det er ærligt talt svært at finde noget positivt at sige – jo, Flo leverer en flot vokal i ”Blistering”. Lad det være ordene.