Rise Of The Northstar - The Legacy Of Shi

The Legacy Of Shi

· Udkom

Type:Album
Genrer:Hardcore, Nu Metal
Antal numre:11

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Bandana og nunchaku

Kan man blande manga og metal? Spørger du franske Rise of the Northstar, er svaret et stort og rungede ja! Bandet har, i hvad der nærmer sig 10 år, dyrket den japanske subkultur og ladet den være inspirationskilde nummer ét. Dette resulterede i debutalbummet Welcame, der overraskede og fornøjede verden over. Nu, fire år senere, er ensemblet endelig klar med opfølgeren The Legacy of Shi.

New York hardcore – nu fra Frankrig

The Legacy of Shi er klart i den melodiske og letfordøjelige ende af hardcoren. Fundamentet er ganske vist newyorker-stilen, men over alt titter nu metallen og dens hiphopelementer frem. ”Kozo” låner flittigt fra Korn, ”All for One” gør det svært ikke at tænke på Slipknot, og ”Nekketsu” peger i retning af Suicidal Tendencies. Inspirationskilderne er tydelige – men alligevel har Rise of the Northstar deres helt egen lyd. Hmm!

Efter bare tre minutter når vi pladens absolutte højdepunkt: den svinefede ”Here Comes the Boom”. Et hårdt guitarriff skyder gang i sangen, hvorefter vokalist Vithia slutter sig til. Det hele svinger, og især omkvædet sidder lige i skabet – prøv du lige at få den melodi ud af hovedet, når først du har hørt den! Næsten lige så godt går det på ”This is Crossover”, der – ikke så overraskende – viser en mere thrashet side af bandet. Igen er den hårde attitude og de seje riffs i centrum, og melodien er ganske fængende. Stærkt!

Bandet er nu heller ikke uden humor: På ”Teenage Rage” får vi muligvis pladens sjoveste skæring. Introen er fuld af flabet latter, og de mange bøllekor giver et nostalgisk islæt. Til sidst råber Vithia desuden helt klichéagtigt: ”If you wanna mess with me, do it in French, yo”, hvorefter sangen naturligvis sluttes af med en rappassage på fransk! Det er søreme multikulturelt, det her.

Det er dog også i det sproglige felt, at bandets største udfordring ligger: Forsanger Vithia er simpelthen dårlig til engelsk. Alt for ofte er det svært – hvis ikke helt umuligt – at høre, hvad han synger, og det skræller toppen af oplevelsen. Den musikalske præstation fejler intet, men bandet burde nok tage hånd om dette problem, hvis de ønsker at udvide deres fanskare.

Give it a spin

Rise of the Northstar har fundet deres egen niche – et lillebitte felt, hvor de virkelig brillerer. Den japanske temaramme passer perfekt til denne form for hardcore, og drengene har fået kreeret nogle stærke ørehængere. Med til historien hører også, at bandet har indspillet pladen hos Joe Duplantier fra Gojira – så er et vist bundniveau nok garanteret! Nuvel. Trænger du til et sjovt og nostalgisk indslag, er The Legacy of Shi din løsning.

Tracklist

  1. The Awakening
  2. Here Comes The Boom
  3. Nekketsu
  4. Kozo
  5. Teenage Rage
  6. Step By Step
  7. This Is Crossover
  8. Cold Truth
  9. All For One
  10. Furyo's Day
  11. The Legacy Of Shi