Satte subkontinent på metalkortet
Indien er ikke ligefrem storeksportør af heavy metal. Kun få bands fra landet har formået at komme ud over landets grænser med en vis succes. Mens progressive Skyharbor diskutabelt har haft det største gennembrud, vil det næppe fornærme nogen, hvis man kalder Kryptos for bannerførere for den indiske metalscene. Trods deres knap 25 år på bagen er en bredere interesse i Vesten dog relativt ny trods sporadiske optrædener. Kryptos har for længst cementeret deres lyd som en solid omgang trad. Metal, der vel kan beskrives som en hyldest til 80’erne og alt, hvad det indebærer. Nyeste udspil, Force of Danger, skal som sådan ikke bevise noget, men er en vigtig plade for inderne, hvis de vil tage næste skridt.
Knitrende hyldest
Fans af Kryptos ved, hvad de får her. Der er ingen nævneværdig udvikling fra tidligere udgivelser. Fra albummets åbner ”Raging Steel” til den 35 minutter senere slutter med ”Shadowmancer”, bydes der dog fortsat op til luftguitar og løftede knytnæver i en ufortrøden omgang tråd, som uden skam hylder 80’ernes metallyd. Jeg hører Iron Maiden på ”Hot Wired”, Accept på ”Force of Danger”, Judas Priest på ”Nighthawk”, mens der er store nik mod den klassiske thrash på ”Raging Steel” og pladens bedste nummer ”Thunderchild”. Guitaren og vokalen er de tydelige omdrejningspunkter i Kryptos’ sange, hvilket ikke gør noget, da der er masser af stærke riffs, og da vokalen minder mig om Mille Petrozza fra Kreator, er det svært for mig at kritisere noget her. Jeg vil dog gerne understrege, at bandet ville få et gevaldigt løft i deres lyd med et mere udfarende trommespil. Der er langt mellem så uinspirerende en rytmesektion som i Kryptos. Krytpos har aldrig haft en regulær Mikkey Dee bag trommerne, men den nye trommeslager Vijit Singh spiller så kedeligt, som man kan.
Produktionen er dog min største anke. Jeg har fuld respekt for, at man ønsker en varm og glødende retrolyd, som vi hørte det på eksempelvis den første Iron Maiden. Mens man i popverdenen (Dua Lipa og Miley Cyrus især) har kunnet slippe afsted med at indlægge en knitren i lyden for at emulere en nål mod vinyl i 45 rpm, så er jeg fortsat tilhænger af, at den tendens skal lide døden. Jeg måtte under mine lyt af albummet opgive at høre det på visse high end-høretelefoner, da det endte med at give en fremtrædende belastende knasen, som var direkte ødelæggende for oplevelsen. Den ellers stærke intro på eksempelvis ”Force of Danger” er simpelthen så knitrende, at det generede mit øre. I jagten på at emulere en charmerende og varm lyd endte de med at forvrænge den, til den var ødelagt.
Rynket ballon
Mens 80’erne for mig altid vil være det gyldne årti for alt, hvad der er metal, så er en så ufokuseret hyldest, som Kryptos med Force of Danger leverer, som om de blot understreger, at noget af luften er feset ud af ballonen frem for at puste nyt liv i den. Trods solide riffs, passende vokal og god energi, så virker mange dele af albummet som en gentagelse af mid-tempo travere, vi måske ikke havde et behov for at få genoplivet. Ligeledes er den decideret ringe produktion en byrde, som trækker gevaldigt ned. Jeg er ikke modstander af at emulere en lyd fra en anden tid, men jeg er modstander af et dårligt forsøg på det, og det er Force of Danger. Med det sagt, så er der masser at holde af på indernes nye udspil, så længe man ikke forventer andet end en anstændig hyldest til 80’erne.