Sprængfarlig forvirring
Kissin' Dynamite er et Hard Rock band fra Tyskland. Bandet har syv år på bagen og har udgivet tre plader. De er nu klar med deres fjerde udspil Megalomania. Jeg har ikke stiftet bekendtskab med bandet før jeg lyttede til pladen. Jeg tjekkede noget af deres musik ud på Youtube før jeg skrev denne anmeldelse. Det fangede mig ikke helt men alligevel besluttede jeg mig for at tjekke pladen ud.
Det første nummer på pladen er "DNA". Et nummer som ikke byder på så meget og har denne 80'er glam følelse a'la Mötley Crüe og Poison følelse til nummeret. Dog selvom de nævnte bands er mestre til det de laver, så er det ikke ensbetydende med at Kissin' Dynamite kan gøre det i samme liga. Jeg synes ikke at nummeret har gjort meget for at imponere mig, og deres ligegyldige tekster om Sex og alkohol gør det ikke bedre. Det er en skam at åbneren på pladen ikke er så god. Andet nummer " Maniac Ball" er lidt i samme liga som det første nummer og har stadig det masse ligegyldige tekster og den tykke guitar, som allerede er alt for kliché indenfor denne genre. Forsanger Johannes Braun synger om at danse, men alligevel feste hele natten igennem og knalde til højre og venstre med alle tøser man kan få øje på. Trommerne er tykke og fylder hele rummet, og det samme for guitaren at de har den gode idé om at fylde hele lydbilledet. "VIP In Hell". Behøver jeg at sige mere om nummeret? Det skal jeg alligevel selv om I har regnet ud hvad det handler om. Nummeret læner sig op af den hurtige afdeling, i forhold til de andre numre som var mest i den langsomme liga. Med kampråb, som skriger titlen på nummeret, der fortsætter i omkvædet i nummeret, synes jeg faktisk at nummeret acceptabelt. Titlen bliver dog sunget for ofte. "Fireflies" har en middelalder intro. Jeg føler mig som en ridder der sidder på et slot. Spøg til side, det er en seriøst intro det har, og efter det kommer der en bittersød, akustisk guitar hvor Braun synger om sine problemer i livet, imens middelalder melodien kører i baggrunden før hele bandet går på. Nummeret er ligesom det tidligere nummer, og igen kun acceptabelt, men alligevel så bittersødt, at det er mildt kvalmende.
Hvis vi skal snakke lidt om produktionen på pladen, så kan jeg sige, at det er en ret god produktion, og alting er tydeligt. Det er et en af de ting, som bandet fik klaret godt. Deres plade er ikke særlig imponerende, men produktionen er rimelig god. Alligevel har guitaren den effekt, at den skal fylde alt for meget og ikke helt give plads til andet. Bandet spiller også godt sammen, og de er tight. Alligevel føler jeg, at bandet mangler noget som er originalt og velskrevet og noget, som man ikke har hørt før. Det hører jeg ikke på pladen. Som tidligere nævnt, mener jeg, at guitaren fylder en anelse for meget. Riffene er ellers gode og genkendelige, men der mangler noget variation og det er ikke heller ikke det mest originale guitarspil vi bliver præsenteret for her på pladen. Trommerne får også nogle tæsk på denne plade. Og dog så er det heller ikke de mest varierede rytmer og taktarter vi får hørt. De bliver ret hurtigt kedelige og jeg bliver en smule træt af at høre det samme hele vejen igennem. Vokalen kan sammenlignes lidt med Chad Kroeger fra Nickelback. Stemmen ligner og jeg synes de minder en del om hinanden. Det kan tages som en fornærmelse eller kompliment. Hans tekster om at knalde tøser hele dagen og drikke Jack Daniels hele natten føles som en ballon som bliver sprunget allerede fra start af og falder meget hurtigt til jorden.
Jeg ved ikke hvad jeg skal mene
Jeg ved ikke helt hvad jeg skal mene om denne plade. Den var ikke god men havde nogle meget få højdepunkter. Jeg blev efterladt i ren forvirring efter jeg havde hørt pladen færdig og jeg kommer nok til at være forvirret fremover.
Her er nummeret "DNA"
