Det gyldne årti

Selvom undertegnede selv er født i 1986 og dermed ikke med egne øjne oplevede metallens største årti, 1980’erne, har jeg efterfølgende dykket støt ned i alle de godter, årtiet bød på. Thrash, proto-black, progressiv metal, NWOBHM, power, hair og klassisk heavy metal. Metal tog kvantespring i det årti, og det er derfor ikke helt forrykt, at man søger mod himmelstrøg, der minder om en svunden tid, som Kissin’ Dynamite gør, og det tyske band har på imponerende vis opnået at blive decideret store i hjemlandet. For mig er deres nyeste og syvende album, Not the End of the Road, mit første bekendtskab med bandet, som kort fortalt spiller metal, som man gjorde det for 30 år siden. Komplet med image og hang til den gode melodi. Mens jeg – af ovennævnte årsager – ikke kan klandre tyske Kissin’ Dynamite for at emulere den melodiske metallyd fra 80’erne og tidlige 90’ere, har jeg en masse andet at klandre dem for.

Opvisning i floskler

Jeg er bestemt fan af den genre Kissin’ Dynamite spiller – eller forsøger at spille. Jeg krummer ikke tæer over deres brand af klistret og flødeholdigt metal, og jeg passer også delvist ind i målgruppen. Du ved, de fædre, der ligesom bandet mindes deres forgangne storhed med langt hår, hvor der var interesse for dem fra det modsatte køn, og hvor musiksmagen var edgy. Kort fortalt, Kissin’ Dynamite spiller melodisk metal uden for mange dikkedarer. Det begyndte egentlig godt nok. Åbnings- og titelnummeret har en fed intro, men viser allerede inden for det første minut, hvilken skuffende oplevelse jeg har i vente, da de tager pusten ud af egen ballon, og man indser hurtigt, at hver sang består af mere eller mindre samme formel: middelmådigt riff og vers, indtil sangen stiger en oktav til et sing-a-long-omkvæd, hvortil der krydres med et guitarlead og C-stykke til at bryde sangen op. Med undtagelse af vokalen gør de bare intet af det særligt godt. Retro melodisk metalstil skal have charme, attitude og stærke melodier og kan sagtens overleve på bare et af dem, men Not the End of the Road besidder ingen af dem og er lige så spændende som en flad Tuborg til Grøn Koncert på en regnvejrsdag.

Not the End of the Road så fyldt med dårlige genrefloskler, at jeg krummede tæer fra tid til anden. Eksempelvis var ”No One Dies a Virgin” og ”All for a Halleluja” slemme med deres evige gentagelse af i forvejen pinlige titler, mens ”Yoko Ono” var lige så irriterende, som personen de synger om. Direkte grotesk bliver det på de kvalmende ballader ”Gone for Good” og ”Scars”, hvor skuffelsen ikke bare kan høres, men også duftes, smages og nærmest ses. Og for kontekstens skyld, så flår undertegnede gerne luftguitaren frem til Pretty Maids, Eclipse og HEAT, og jeg gør det uden skam. Men her skammede jeg mig over bare at lytte til det.

Men når ret skal være ret, så er Kissin’ Dynamite da også et bevis på, at blind høne også finder korn. Mens ”Defeat It” ville være et middelmådigt nummer for et bedre band, så er det et friskt pust af solid energi, og ”Good Life”, der gæstes af Delain sangerinden Charlotte Wessels, fremstår mere dynamisk end det øvrige album. Og så skal det altså også nævnes, at produktionen er lige i skabet. Jeg har bestemt hørt værre bands i genren, men det må ikke misforstås.

Flad fornemmelse

Trods mine hårde ord er Kissin’ Dynamite ikke uden talent, men jeg synes, de fortjener at blive kritiseret for de mange fejltrin, de laver, såvel som den åbenlyse mangel på oprigtigt engagement, de har haft i sangskrivningen. De skal komme videre eller finde nerven i deres musik, så det ikke virker som et pinligt lefleri for radiokanaler som myRock. Ikke desto mindre er de soundtracket til den bilkø, du sidder fast i på vej til campingpladsen ved Vesterhavet. 80’erne er stadigvæk det bedste årti for metal, Kissin’ Dynamite lader bare til at have glemt hvorfor.