Killing - Toxic Asylum

Toxic Asylum

Udkom

Type:EP
Genre:Thrash metal
Antal numre:6

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Thrash is back

Dansk thrash lever et sundt liv. De gamle pionerer holder gang i genren, og nye bands kommer ofte til. Ét af disse er jyske Killing. Kvartetten har eksisteret siden 2013, og nu er de langt om længe klar med første udspil Toxic Asylum.

Kompromisløs tidslomme

Killing er ligeglad med metalmoden: Her er ingen polyrytmer eller djentede guitarer – kun rendyrket thrash. Der spilles hurtigt og aggressivt, vokalen er bidende, nærmest galpende, og temaet er syredryppende zombier. Toxic Asylum tager os med andre ord direkte tilbage til 1980’erne.

Inspirationen fra de store thrash-konger er da også tydelig. ”Bloodfeast and Tyranny” giver os et Tom Araya-skrig, ”Fire Walk With Me” byder på en ekstra vred version af James Hetfield, og Killings to guitarister har uden tvivl lyttet til Testament en gang eller to. Selvom der stadig er lang vej op til giganterne, gør Killing et ganske udmærket stykke arbejde. Bandet spiller tight, de seks skæringer er generelt fint komponerede, og produktionen bidrager med en autentisk lyd – om end man kunne savne lidt mere power på rytmeguitaren. Nuvel.

Toxic Asylum sparkes hårdt i gang med første singleudspil ”Demonized”. Forsanger Rasmus Soelberg sender et højt skrig af sted, hvorefter guitar og trommer tager styringen. Det er hurtig thrash uden så mange dikkedarer, men Killing formår heldigvis at forsyne sangen med en fængende hook. Man skal ikke høre nummeret mange gange, før man – villigt eller uvilligt – begynder at synge med. Solidt arbejde. En anelse svagere, men stadig velfungerende, står den groovy ”Wolves”, den legende Twin Peaks-tribut ”Fire Walk With Me” og den guitardrevne ”Bloodfeast and Tyranny”. Især sidstnævnte viser med sine dystre guitarlyde noget spændende potentiale hos de jyske herrer. Desværre mister bandet pusten på ”Eternal Enslavement”, der hurtigt går i glemmebogen, og den ét minut lange ”Hell Sent” bidrager ikke rigtigt med noget.

Man kan næppe klandre Killing for at opfinde den dybe tallerken. Kvartetten spiller thrash, som thrash altid har lydt – og det er ganske ok. Med Toxic Asylum viser bandet, at de kan spille efter genrens regler; nu mangler vi blot nogle stærkere hooks og noget mere punch i lyden.

Tracklist

  1. Demonized
  2. Wolves
  3. Hell Sent
  4. Fire Walk With Me
  5. Eternal Enslavement
  6. Bloodfeast and Tyranny