Katatonia skruer op for tempoet og intensiteten på deres 10. studiealbum

Knapt så deprimerende

Katatonia har været i gang siden 1991 og har fulgt den samme opskrift, mere eller mindre trofast, men altid med en succesfuld udgang. Og selvom de snart har flere knuste hjerter på samvittigheden end alle boybands altid, lapper de lidt på de skårne sjæle på Fall Of Hearts, som på ingen måde er nær så deprimerende som f.eks. Dethroned And Uncrowned, der næsten fik mig til at miste lysten til nogensinde at stå ud af sengen igen.

”Serein: Light rainfall from a cloudless sky after sunset.”

Og hold nu kæft hvor er Katatonia dog trælse at høre på. På den gode måde, hvis den slags altså findes. Det er som et endnu mere trist Opeth; hvis Damnation kunne være indspillet af ét andet band, var det altså Katatonia der ville være mit førstevalg. For de to bands har mere end bare Sverige og langt hår tilfælles. De bevæger sig begge, til en vis grad, indenfor det samme spektrum af metal: Progget depridoom. Men hvor Opeth stak af og sluttede sig til full-on prog-dom, nøjes Katatonia med at skrue lidt op for den i en mængde der ikke overskygger de slæbende fødder og dybe suk der afslører de mørke strømninger i deres forpinte og kunsteriske sjæle. Jeg indrømmer at Katatonia først for nyligt dukkede op på min liste over bands jeg kan nævne mere end ét nummer med og Opeth har været i fast rotation i godt og vel 15 år nu, derfor er det mig umuligt ikke at sammenligne de to bands. Og her skal der lyde et stort fedt MEN! For selvom de to bands minder meget om hinanden, især på vokalen, kan man sagtens høre forskel på d’herrer Åkerfeldt og Renkse, på samme måde forældre kan kende forskel på deres tvillinger. Det kan godt være det for det utrænede øre er en copy/paste, men der er alligevel distinkte forskelle på deres måder at få dig til at blive trist på. Desuden har Katatonia ikke pøset ulidelige mængder progressiv ud over deres musik, hvorfor det hele forbliver mere atmosfærisk og mindre langtrukkent og det klæder faktisk deres sepiatonede musik at få lidt mere af den ellers, for mig, overskyggende stil vævet ind.

For selvom tempoet er sat lidt op nu, er det stadig melankolsk og sårbart. Nummeret ”Old Hearts Fall” minder f.eks. en smule om den stemning der gennemsyrede Opeths Damnation, men er knapt så akustisk - det går dog ikke hen og bliver for hårdt, på nogen måde. Faktisk er det med til at højne følelsen af den skrøbelighed de ikke har givet slip på fra (alle) deres tidligere albums. Andensinglen ”Serein” er dog albummets højeste lavpunkt. Der er tempo på, Renkse giver Åkerfeldts clean vocals baghjul, han synger som en engel i omkvædene og så har de mast et overraskende vellykket keyboard ind der giver associationer til et andet nordisk band der er verdensmestre i ulykkelig kærlighed: HIM. Du må ikke spørge mig hvorfor, men det virker. Guitaren er ligeså længselsfuld som vokalen og trommeslageren lever sig så meget ind i det, at jeg ikke kan lade være med at forestille mig han spiller med lukkede øjne for bedre at kunne nyde musikken, dog uden at misse så meget som et enkelt beat.

Smukt og sørgeligt

Som med så meget andet der smager bare lidt af doom, kræver det en vis følsomhed i sindet at få det fulde udbytte af Katatonia. Det er habile musikere, indiskutabelt, men det er i høj grad stemningen og den poetiske åre der bliver ladt her, der trækker i mig. Hvis du synes solen skinner for meget, så sæt den her på og glæd dig til det bliver efterår igen, hvor de spiller i Pumpehuset (krisehjælp er ikke inkluderet i billetprisen).