Doom på en fængslende festlig fredag
Fredag aften blev det tid til den hyggelige festivals eneste dystre indslag: de svenske doomrockere i Katatonia. Et erfarent band, der debuterede helt tilbage i 1993 som en del af den banebrydende Stockholm-scene, der også tæller Entombed, Dismember und so weiter. For Jailbreak en lidt aparte booking, men ingen regler uden undtagelser, og i forhold til programmet er Katatonia klart undtagelsen. Jeg mener: svensk doom på en hardrockfestival, hvor selv bookingen af Baest virker lige til højrebenet, målt på parameteren ’fest’. For Katatonia hører mere til i Paradise Lost-lejren end i Yobs, der indimellem præsterer at være mere rock’n’rollede end doomede. I hvert fald på scenen.
Pråter ni svenska?
Katatonia holdt den indadvendte stil hele vejen igennem. Indadvendt og tilbageholdende – lige der, hvor man fornemmer, at de er præcis på kanten til at rase helt ud, men har kontrollen og bevidst aldrig gør det. Det ville også have skændet deres fine midnatsmesse, hvor stearinlys og rødvin havde passet godt ind. Der var styr på skidtet, for Katatonia er et sammenspillet band, tight som bare pokker. Og de gik på på det helt rette tidspunkt, lige da den sidste sol stod lavt ind ad vinduerne. Det blev en ægte midnatsmesse.
Frontmand Jonas Renkse brød efter de første par sange den indadvendte stilhed med et kort ”tak”, der senere i koncerten udviklede sig til en hel lille svensk meningsudveksling. De beduggede festivalgæster fik bedre chancer for at følge snakken, da der blev luftet et par gebrokne tyske gloser til et par tyske fans oppe foran, men Renkse valgte klogt kompromisset engelsk. Hans vokal var ofte tæt på Tools Maynard Keenans med analoge mikrofoneffekter; han svingede mikrofonen som et pendul lynhurtigt foran ansigtet og skabte dermed en slags bølgeeffekt.
De spillede ”Teargas”, men der var ikke sange, der skabte samme respons som et monsterhit. Det virkede snarere, som om publikum var indifferente i forhold til sangvalget, men det er nok sådan, det er for et nicheband foran det brede publikum. Faktum er, at de med deres indadvendthed ikke fik fat i publikum på samme måde som fredagens andre kunstnere, selvom der var hardcore fans til stede, der ikke bare kunne teksterne, men også var i stand til at koreografere trommespillets mere komplekse segmenter.
Et mislykket flugtforsøg
Den elitære anmelder her kan godt lide doom. Noget doom. Yob er et godt eksempel. Men Katatonia er for overtegnede fremmed territorie. Ren udebane. Derfor kan man sagtens have en fed koncert; det er jo præcis derfor, bandet står på scenen – for at vinde nye fans. Men helt fan blev jeg ikke. Dertil savnede jeg at mærke spilleglæden. Særligt efter en hel dag med musikere, der var totalt i stødet. Mr. Big, Testament, Firewind og Dragonforce havde alle spillet, som var det deres allersidste chance for at bringe festen til folket. Måske ’fest’ i sagens eller doomgenrens natur ikke er en relevant parameter. I den samlede festivalkontekst er den bare svær at overse.
