Jeg havde set frem til denne koncert lige siden, det kom mig for øre, at Katatonia ville gæste København. Det er ikke et band, jeg har fulgt længe. Faktisk er det et af de bands, hvis eksistens jeg har været bekendt med i mange år, men aldrig har givet en chance. For dette fortjener jeg et års forbrug af lammere, er jeg godt klar over. Deres sidste album var et overbevisende stykke arbejde, og derfor var jeg ikke i tvivl om, at de skulle opleves live.
Dejligt deprimerende
Til koncerten var noget af det første, jeg bed mærke i, hvor godt Jonas Renkses vokal lød live. Hans klokkeklare og intense vokal lød så godt, som den har gjort på de sidste utallige albums. Den stod knivskarpt – i hvert fald fra min plads på hattehylden, oppe under loftet. Jeg har med jævne mellemrum beklaget mig over de horrible problemer, Pumpehuset indimellem har med lyden. Denne aften var der dog ikke noget at sætte en finger på. Om det skyldes min placering, skal jeg ikke kunne sige, men jeg oplevede for en gangs skyld, at jeg kunne høre det hele. Det gjorde mig ekstra glad under nummeret ”Serein”, hvor både bas og keyboard trådte frem. To ting, der er med til at gøre det nummer så forbandet interessant, og dermed ét af aftenens mange højdepunkter.
Tungsindigt tons
Men det, der trækker op her udover lyden, er musikken og udførelsen. For én ting er, hvordan man oplever det på egen hånd derhjemme i de stille, mørke og tænksomme stunder, hvor Katatonia egner sig som lydspor. Noget andet er, hvordan musikken bliver formidlet. Man kunne godt forledes til at tro, at det ville blive en lidt stillestående affære, men tag endelig ikke fejl. Nok er det følelsesladet og inderligt progget dødsdoom, men det er også tungt som bare fanden. Der var massivt tryk på svenskermetallen i går, uden der på noget tidspunkt blev givet køb på de skrøbelige følelser, der er i højsædet hos Katatonia. De forfaldt på intet tidspunkt til billige tricks eller overflødige, lirede soloer.
Og publikum hyldede dem som hjemvendte konger. Der var spontane fællesklap, der blev danset rundt omkring i salen, og fra fronten til bagerste række var der lige stor begejstring at spore i folks ansigter. Numre som ”Teargas” og ”Evidence” gik rent ind, og applausen efter hvert nummer var højlydt, langvarig og i dén grad velfortjent. Bandet forekom mig oprigtigt glade for at være her – noget, jeg har på fornemmelsen, alle var – og spørgsmålet, om vi ”måede bra”, var nok mest retorisk, for jeg har sjældent set så få mobiltelefoner fremme til en koncert på denne side af lanceringen af iPhone 4.
Sørgmodigt smadder
Medlemmerne af Katatonia er nogle erfarne herrer. De har 25 år på bagen, men de er hverken blevet trætte og gamle eller forfaldne til rutinen, og jeg fornemmede et band i topform. Alt sad lige i skabet. For det var nøjagtig lige så tungt og veleksekveret, som man kunne have ønsket sig, og nøjagtig så inderligt og dybtfølt, at det krængede MIN sjæl ud. Jeg indrømmer blankt uden den mindste skam, at jeg fældede en tåre til ”Old Hearts Fall”. Deres musik bærer en sødmefyldt sorg med sig i deres komplette udtryk. Et udtryk, jeg kunne genkende i ansigterne på publikum, der gav sig hen til de ubestridte konger af konstruktivt dystre følelsesudladninger.
