I den syvende kulkælder
Ét band springer fortrinsvist frem i hukommelsen ved udtrykket ”episk doom”, men dem skal vi ikke tale om i dag. Vi skal i stedet tale om ligeledes svenske, ligeledes episke og ligeledes doomy Isole (tryk på første stavelse), som til dags dato har figureret ikke mindre end fire gange hos heavymetal.dk. Selvom Isole har eksisteret siden 1991 (under navnet Forlorn indtil 2004), har jeg ikke tidligere stiftet bekendtskab med dem, hvilket er en forfærdelig skam, for deres version af stilarten er noget helt særligt. Dystopia er svenskernes syvende studiealbum, og giver et fornemt indblik i Isoles kunnen, selvom det endelige udtryk er en blandet fornøjelse.
Progressiv eller langtrukken
For nyankomne som jeg selv, oplyser jeg, at Isole spiller en episk version af traditionel doom, hvor dybe riffs i fortrinsvist langsomt tempo danner bund for udvidede sange med fokus på en enormt klangfuld vokal samt flotte soloer og melodier fra lead-guitaren. Åbneren ”Beyond the Horizon” bygger på et ligefremt men effektfuldt doomriff, og inkorporerer skiftende tempo og humør samt flotte guitarharmonier og vokalharmonier. En enkelt skandinavisk folkemelodi sniger sig ind mod slutningen (frontmændene Olsson og Bryntse er også albumaktuelle med viking metal-bandet Ereb Altor i september), og sangen er en yderst vellydende, afvekslende og meningsfyldt gang doom.
Anderledes går det med opfølgeren ”Written in the Sand”, som trods en flot vokalpræstation og nærmest mareridtsagtigt dystre riffs ikke lever op til en spilletid på seks minutter. Der er ingen af harmoniseringerne fra åbneren, og rent strukturelt begrænser sangen sig til de samme fire dele (riff, vers, bro, omkvæd), som bygger på samme tempo og humør. Andetsteds afsluttes ”The Beholder” med den samme spændende guitarmelodi som indledte den, men snarere end at virke som den logiske konklusion på sangen, synes den påklistret. Midternummeret ”You Went Away” rummer få egentlige passager, af hvilke et stærkt omkvæd – foruden lettere banale leads – udgør sangens eneste store salgsobjekt. Nummeret virker arrangeret for at få mest effekt ud af omkvædet, hvilket muligvis ville virke bedre, hvis det ikke var strakt til knap syv minutter.
Jeg er hård mod Dystopia, men albummet har også sine gode sider. Vokalen lyder fremragende, dels fordi Bryntse har en kæmpemæssig klang og glimrende teknik, og dels fordi albummet er yderst velproduceret. Isole har i øvrigt en særpræget lyd; kernen er naturligvis dyster doom, men førnævnte ”The Beholder” og ”You Went Away” leverer overjordiske stemninger, som på trods af mine kritikpunkter giver dem en særskilt karakter. Endelig er næstsidste nummer, ”Galenskapens Land”, en fremragende opvisning i dynamisk sangskrivning. Det tager sin tid før sangen folder sig ud, men undervejs drives sangen gennem stigende lydniveau og tiltagende spænding, indtil et break fører sangen – og albummet – til et umådeligt klimaks. Kolossale, forvrængede treklange danner bund for tremolo-spillede melodier, førend vokalen bringer fortvivlet melankoli ind i forehavendet. Albummet rundes af med den kontrastrige ”Nothingness”, som har glimrende passager undervejs, men som afsluttes af en passage, der igen virker syet på det foregående.
Dysterpi
Der er adskillige spektakulære øjeblikke på Dystopia, og fans vil afgjort genkende den særprægede Isole-lyd, de kender og elsker. Sangskrivningen hører man ikke andre steder, og albummet ud er stemningen fortrinsvist dyster – episk, men dyster. Til gengæld er det kun vokalen, der imponerer på hvert eneste nummer, og flere af numrene kæmper med at forblive interessante over spilletider på 6-7 minutter. Sangenes progressioner er nemlig en blandet oplevelse, som fører både henrivende dynamik og mere jævne spadsereture med sig. Dystopia bringer til tider ganske formidabel og enestående doom, men til andre tider mere jævn og okay doom.
