Dette er mit første møde med svenske Isole. Vi snakker doom metal, men en slags bandet selv kalder "Epic Doom Metal". Silent Ruins hjerte banker med et utrolig lavt tempo men det formår stadigvæk at rykke en dybt!
Lyrikken kanter sig omkring smerte og sorg, hvilket virkelig kommer til udtryk igennem Bryntses følelsesbetonet, melankolske, mørke og bedrøvede vokal præstation som der ikke kan sættes en finger på. Albummet omhandler en person som befinder sig i ensomhedens lænker, fanget af mørke og i entilstand af selvforagtelse og skyldfølelse. Teksterne er stærke og fængslende.
Daniel Bryntse formår, sammen med resten af bandet, at skabe en stemning der bedst kan beskrives simpelt som medrivende! Skønt stemningen er den samme igennem hele albummet, sidder man ikke ikke tilbage med en følelse af gentagelse og ensformlighed. Snare det modsatte. Hver en sang har sin unikke kant og hænger i øregangen længe efter skiven forlader anlægget.
Stort set hele bandet synger med på skiven, hvilket de gør med en unik finesse der får en til at føle sig som tilskuer til en munke messe i et stort katedral. Det er virkelig godt og det er her vi får vinklet den episke del ind, hvilket er med til at gøre albummet enestående i mine øjne.
Jeg tillader mig at trække to, af de ialt syv gennemførte numre ud, da de fortjener et ekstra ord med på vejen.
Soulscarred er så absolut albummets bedste nummer. Det er langsomt på en alligevel energisk måde. Svært at forklare, men det rykker i en og sætte en automatisk headbanging refleks igang. Det bedste doom metal nummer jeg nogensiden har hørt.
Peccatum er så absolut albummets mest dystre nummer. Vokal præstationen er fænomenal på en trist, ensom og smertefuld måde. Man kan næsten mærke de kvaler og den smerte som der synges om. Det er et virkelig gennemført nummer. Har valgt at medtage sangens tekst.
From the sins of my past, the signs of my guilt I cannot escape, nor hide away I will always bear its mark on my soul Forgiveness I seek, to redeem In regret I wander aimlessly For lifetimes to spend in my shame
Silent Ruins er så absolut en af de bedste doom udgivelser jeg i mit liv har lyttet til. Det er en mørk og emotionel rejse jeg ikke ville havde været ladt foruden! 10/10 kranier herfra!
- Daniel Bryntse - Guitar, Vokal
- Henrik Lindenmo - Bass, Vokal
- Crister Olsson - Guitar, Vokal
- Jonas Lindström - Trommer
Kommentarer (2)
SRFM
Tidligere anmelder
Indlæg: 58
En udmærket beskrivelse af
En udmærket beskrivelse af albummet! Jeg er ikke selv helt oppe på de 10 kranier - endnu i hvert fald (der skal jo lige nogle gennemlytninger til). Men en klar forbedring i forhold til "Bliss of Solitude", især hvad produktionen angår. Dejlig varm og klangfuld lyd uden at det bliver alt for rungende og kirkeagtigt. Trommespillet virker også mere distinkt og præcist end før, synes jeg (men måske er jeg påvirket af, at der også sker mere i kompositionerne, hvad rytmiske underdelinger angår). Og de tostemmige korharmonier, som var noget af det, jeg var særligt glad for på "Bliss..." bliver dyrket meget mere her. Fedt! Mindst 8 herfra.
SRFM gav Isole - Silent Ruins - Redemption I 8/10.
Claus Westh Ljørring
Redaktør
Indlæg: 378
dejligt jeg ikke er den
dejligt jeg ikke er den eneste der er toss' med den skive