Isengards album "Høstmørke" lægger ud med et guitarriff, som bringer mig tilbage til de sene 1980’ere, og som bakkes op af en ganske lødig basgang, der lover mig, at dette album skal sikre mig små 40 minutter i hyggeligt selskab med melodiske, mjøddrikkende vikinger. Denne følelse slutter dog brat, da en helt malplaceret opera-wanna-be-stemme trasher den.

Når man hører navnet "Isengard" associerer man selvfølgelig med det samme til Tolkiens univers, og det er da også den stemning, der møder os, når vi lytter til introen på andet nummer "Landet og havet", som starter med samme stemme fra det tidligere omtalte nummer – denne gang med en vældig fyldig rumklang. Det lyder dog stadig ikke rigtig lækkert.

Det samme gør sig gældende ved "Thorspawn Chalice", hvor det ikke helt er til at bestemme, om man sigter efter et klassisk skrig, et growl eller måske noget helt andet.

Råt, upoleret og udygtigt. Det er disse ord, der bliver ved med at flyve rundt i mine tanker, når jeg skal prøve at sætte ord på Isengards udspil. Mens jeg til tider bliver medrevet af den dystre og oprindelige vikingestemning og samtidigt en nostalgisk 90’er metal-følelse, bliver jeg stadig ikke overbevist.