The Interbeing er tilbage og giver den danske metalscene en tiltrængt industriel indsprøjtning
Den nemme toer?
Der har været stille i lejren hos københavnske The Interbeing de seneste år. Hertil skal forklaringen blandt andet lyde, at de har været i gang med dette nye album, som har fået titlen Among The Amorphous. Inden bandet i 2011 debuterede med det fremragende album Edge Of The Obscure, høstede de spandevis af hæder – i form af nomineringen til ”Årets Talentpris” ved det daværende Danish Metal Awards i 2008, sejren til Royal Metal Grand Prix i 2010 og prisen som ”Bedste Metal Act” ved Underground Metal Awards i 2010. Andet album udkommer så her i 2017, og man må sige, at det har trukket ud. Nogen kalder andet album for den svære toer, og det kan der være noget om, men når man lytter til resultatet af dette album, er man tilbøjelig til at kalde det den nemme toer.
I samme fodspor, men der bliver taget væsentligt større skridt
Man er ikke i tvivl om, at det er The Interbeing, men albummet viser også et band, som er modnet og har rykket sig siden deres debutalbum – et album, som i den grad vakte min interesse for bandet, og dén interesse er kun blevet større. Siden Mnemic kastede håndklædet i ringen, har vi i den grad manglet noget industrielt på den spirende danske metalscene, og jeg har med længsel kigget efter et album som dette.
Albummet lægger ud med ”Spiral Into Existence”, som indeholder alt, hvad der forbindes med melodiøst, industrielt metal: tunge riffs, synth, effekter, et fundament af bas og trommer samt en flot kombination af den dybe og rene vokal – ikke nødvendigvis en kombination, som behøver at fungere super godt, men på dette nummer er det intet mindre end perfekt. Igen er det tydeligt, at der er sket noget siden deres debutalbum – naturligvis, fristes man til at sige, eftersom der er gået næsten seks år. De går i samme fodspor, men der bliver taget væsentligt større skridt. Effekterne og de atmosfæriske elementer skinner virkelig igennem, hvilket også gør sig gældende på ”Cellular Synergy”, som er en form for introduktion til nummeret ”Enigmatic Circuits”, der vil få fans af føromtalte Mnemic til at nikke anerkendende. Det hele går op i en højere enhed, og det er bare gennemarbejdet ned til mindste detalje. Ej, men for fanden da! Det er simpelthen så forfriskende og tiltrængt, at Danmark igen har et værdigt bud på denne del af metalgenren.
Vi må heller ikke glemme at nævne første single, i form af ”Deceptive Signal”, der bare jerner derudad med tunge, dybe riffs, nogle skingre, hæse skrig samt en formidabel ren vokal. Den rene vokal er et centralt element i musikken, men alligevel bliver den skærmet elegant af, uden at den forsvinder i lydbilledet. Det instrumentale er lige et skridt foran, og det fungerer rigtig godt. Det er simpelthen en fornøjelse fra start til slut. Det er tilpas varieret til, at man bevarer interessen hele vejen igennem og hører albummet adskillige gange, og det bliver bare federe og federe. Det er ærgerligt, at der skulle gå så lang tid, men igen kunne albummet nok ikke være faldet på et bedre tidspunkt. Det er svært at fremhæve de forskellige elementer for sig selv, for sammenhængen og kombinationen af det hele er simpelthen bare så god, selvom det ikke er nyskabende eller banebrydende på nogen måde. Det er en mangelvare, og The Interbeing leverer i den grad.
Hæderen er bestemt ikke slut endnu
Der er uden tvivl plads til The Interbeing på den danske metalscene, og jeg tror ikke, der er nogen, som kommer til at tage deres plads lige foreløbig. De har begået et fabelagtigt album, som indeholder en tilpas mængde af alt, hvad man har brug for på et fedt industrielt metalalbum. Som nævnt kan der drages store paralleller til Mnemic, men også på mange måder til et band som Raunchy. Man kunne være fræk at sige, at det var resultatet af en parring mellem de to bands. Men selvom der er ligheder, lyder det som The Interbeing anno 2017, og det bliver svært at drage nogle sammenligninger til Among The Amorphous, for det er tæt på enestående. Jeg holder det ene kranie tilbage, for jeg tror ikke, at det er et album, som går hen og bliver totalt udødeliggjort, men det er også ligegyldigt, for hvorom alting er, bør dette album bestemt kandidere til titlen som et af årets bedste danske metalalbums.
