Copenhell Special: Dara Toibin/The Interbeing

The Interbeing

Vi tager hul på første del af en række interviews med nogle danske artister, som alle har spillet på Copenhell. De sætter ord på de tanker, som går gennem hovedet, når man står på én af landets absolut fedeste scener. Vi lægger ud med forsanger Dara Toibin fra The Interbeing.

Hvem er I, hvilken genre spiller I, hvornår spillede I på Copenhell og på hvilken scene?

Vi er The Interbeing, og vi spiller det, man vil kalde cyber metal. Man kan også godt kalde det industrial progressivt metal. Vi spillede på Copenhell i 2012 på Pandæmonium-scenen.

Hvilke tanker gik der gennem hovedet på jer dagene op til festivalen?

Det var for os – især på det tidspunkt – en af vores allerstørste oplevelser og en af vores største koncerter, så vi var utroligt spændte. Især var vi spændte på at se, hvordan folk ville modtage os, og hvordan fremmødet ville være. Men det gik super godt!

Hvordan var det at stå på scenen?

Det var helt fantastisk. Det var et af de bedste shows, vi nogensinde har spillet. Det vil altid være en dag, som vi husker utroligt tydeligt. Det var vildt fedt at spille der kl. 18 om eftermiddagen med blændende sol og masser af mennesker. De tog rigtig godt imod os.

Hvordan oplevede I publikum og stemningen, da I stod på scenen?

Jamen, det var overvældende! Lige inden koncerten stod der to ludere og en lommetyv; der var næsten ikke nogen mennesker overhovedet. Men cirka fem minutter efter, vi var startet, var der propfyldt. Så det var helt overvældende og vildt bekræftende. Det er noget, som vi aldrig kommer til at glemme.

Når man står på scenen, hvad skal man så for alt i verden undgå?

Man skal selvfølgelig for alt i verden undgå at lade nerverne tage over og være for selvbevidst og usikker. Man skal også for alt i verden lade være med at være indadvendt, men simpelthen være så udadvendt og på som overhovedet muligt. Man skal se folk i øjnene og spille et fedt show.

 

Hvad har været den sjoveste oplevelse for jer som band på Copenhell?

Den sjoveste oplevelse var klart selve koncerten! Jeg kan også huske, at under koncerten hoppede jeg ned til folk og sang dem lige ind i ansigtet. Det var virkelig, virkelig fedt. Det sjove var nok, at jeg havde rimeligt svært ved at komme op på scenen igen, da den var ret høj. Heldigvis er jeg to meter, så jeg kunne lige kravle op på scenen henne i siden og synge videre. Der var også et andet øjeblik, hvor jeg hoppede så højt, at jeg faldt ind i trommesættet – men jeg kom heldigvis på benene igen.

Kan Copenhell noget, som ingen anden festival kan her i Danmark?

Helt klart! Jeg synes, Copenhell er en helt vild fantastisk festival, som danskerne kan være utroligt stolte af og glade for. Jeg synes, at på det internationale plan er Copenhell også virkelig en konkurrencedygtig festival. Så det er kun noget, der gør mig – som en dansk metalmusiker – ekstremt glad.

Hvilke tre bands må publikum ikke snyde sig selv for i år?

Tja… Jeg har faktisk ikke nærstuderet programmet så meget for i år... Personligt vil jeg gerne se System of a Down. Og Architects vil jeg faktisk rigtig, rigtig gerne se. De to især.

Har du nogle gode råd til de bands, der spiller på Copenhell for første gang?

Jeg synes for det første, at man skal tage det som en stor anerkendelse at få mulighed for at spille på sådan en stor festival. Tag imod det med åbne arme og husk, at det er nu, man får muligheden for at vise sig fra sin allerbedste side. Man kan imponere vigtige mennesker, men også de sejeste fans i verden! Man skal værdsætte det og gribe chancen, når man har den.