On the shoulders of giants

Man behøver så sandelig ikke komme fra Norge for at spille black metal – et postulat, jeg fremfører med usvigelig sikkerhed. For denne duo, der oprindeligt spillede thrash, understreger min udtalelse noget så eftertrykkeligt med et album, der er inspireret af både Mayhem, Burzum, LaVey og prækristne religioner.

En ged, lidt uhyggelig messen og ca. en times øregasme

Allerede i den halvandet minut lange intro er der lagt op til, at det her bliver dystert. En forvrænget stemme varsler det kommende mørke, og albummets første rigtige nummer skuffer ikke. Men da jeg først hørte den tredje skæring, ”Wings Of Anu”, undslap der et højlydt ”wow!” fra min vidtåbne mund, og jeg var ikke et sekund i tvivl om, at det her er en af årets bedste black metal-udgivelser. Nummeret er egentlig ganske brutalt, og faktisk giver det dødsmetallen kamp til stregen i den disciplin – noget, der kan tilskrives brugen af blast beats. Et andet højdepunkt må siges at være ”Through The Divine Spirit Of Satan A Glorious Universe Is Known”, der er melodisk og medrivende og samtidig ganske simpelt. Jeg bliver nødt til at fremhæve det eminente trommespil, for der ligger en lille overraskelse gemt i det, der tilføjer en ekstra dimension til rytmesektionen og tvinger en til at lytte aktivt. Det mundrette titelnummer er ligeledes voldsomt fedt. Det byder på mellemtempo black metal med den klassiske fræsende guitar, men giver ikke køb på den førnævnte brutalitet, der er at finde over hele albummet. Guitaren er helt fremme i lydbilledet på nummeret, der i øvrigt er instrumentalt, og det sidste minut byder på både en yderst interessant måde at spille guitar på og lidt mere forvrænget messen. Uden at blinke glider vi næsten umærkeligt over i endnu et fantastisk stykke musik, der formår at inkorporere et ekko af den thrash, de startede med.

Niveauet på Bloodshed… er virkelig højt. Der er selvfølgelig altid enkelte numre, der skiller sig ud, men der er ikke et svagt punkt at finde på det her album. Produktionen er knivskarp uden at være for poleret, og så kan vi diskutere fra nu af og til vores corpsepaint tørrer ud, om det er godt eller skidt. For når man ser på, hvordan den type black metal, der har inspireret Inquistion, er skruet sammen, er lyden her markant bedre. Den klassiske kornede produktion er fravalgt til fordel for en friskere lyd, og jeg bifalder deres valg, for det giver mig muligheden for virkelig at nyde det mørke, der strømmer ud af mine højttalere. Frontmand og guitarist Dagon har en vokal, der passer som fod i hose til denne type black metal. En næsten umenneskelig snerren, der ikke afviger mange millimeter fra den klassiske norske af slagsen og ikke forsøger sig med alverdens krumspring. Den bliver aldrig kedelig eller kikset og er med til at gøre hele oplevelsen af deres musik komplet.

Klassikerpotentiale?

Der er kun to medlemmer i Inquisition. Af forskellige grunde har de aktivt fravalgt en bassist, men den lyd, Dagon vrider ud af sin guitar, er så massiv, man ikke lægger mærke til det manglende og ellers obligatoriske instrument. Det fungerer meget bedre, end jeg ville have troet, og som supplement er trommeslager Incubus leveringsdygtig i mageløst tøndetæskeri, der, om noget, er med til at gøre det her album til en sværvægter, der snildt kunne gå hen at blive en milepæl – ikke blot for bandet selv, men for hele genren.