Det er lang tid siden, jeg sidst har lyttet til Helmet, men på "Monochrome" lyder de i mine ører meget, som de gjorde tilbage i midt-halvfemserne på et album som "Betty". Dvs. let grunget, ikke alt for hurtig metal-rock med sammenbidt, bestemt trommespil og en pudsig Lemmy-agtig vokal alternerende med blid, behagelig sang – sågar lækre korharmonier her og der. Produktionen på "Monochrome" er skrabet og øvelokaleagtig, men de enkelte instrumentspor er klart adskilte, så det er ikke noget, der generer.
Netop den førnævnte ’gnavne’ vokal er lidt enerverende at høre på i længden, men heldigvis er der en overvægt af de rare, melodiske numre. Titelnummeret, der har et usædvanligt blueset groove, "Almost out of Sight" og "Goodbye" har nærmest noget King’s X-agtigt over sig. Faktisk minder hele albummets på en gang heavy og underligt afdæmpede stil mig lidt om stemningen på King’s X-albummet "Please Come Home… Mr. Bulbous". Enkelte melodier er mere alternative i harmonierne, f.eks. den fede "Money Shot". Tempoet er som før antydet overvejende langsomt, med undtagelse af "Brand New" (et nummer i det sure hjørne) og "Gone" (der lyder lidt som uptempo Nirvana eller ældre Foo Fighters).
Selv på de mindre melodiske numre har "Monochrome" en meget rar, lidt melankolsk stemning, der falder overraskende godt i min smag. Dog er der ikke tale om et album, der vinder ved intensiv lytning, og de numre, der domineres af den grødede, gurglende sangstil tager et point fra min karakter. Jeg har ingen anelse om, hvordan de mest inkarnerede Helmet-fans anskuer denne udgivelse, men personligt synes jeg den fungerer fint på sine egne anakronistiske præmisser.