Keep your friends close, and your enemies closer

I 1203 blev Kyiv brændt ned til grunden af kiptjakker. I 1240 blev byen, midlertidigt, slettet fra verdenskortet af den mongolske horde anført af Batu Khan. Med dette in mente virker det lige dele forunderligt og bizart, at ukrainske Hell:On – lige siden sin forrige udgivelse – har valgt at kombinere sin dødsmetal med diverse instrumenter og sangteknikker, som man forbinder med steppefolk fra Fjernøsten. Men man siger selvfølgelig, at tiden læger alle sår, og 800 år må siges at være en rum tid. Sidst vi anmeldte Hell:On, var min kollegas primære kritikpunkt Olexandr Bayevs monotone vokal. Men hvem ved, det er jo fire år siden, så måske den gode Bayev har lært et trick eller to?

Har du flere tricks oppe i det ærme eller …?

To tricks er vist nøjagtigt, hvad han har lært siden 2020: strubesang og skrigeri. Hvilket grundlæggende er rart, da det tilføjer lidt adspredelse – selvom den absolutte majoritet af mandens vokalarbejde er det samme, monotone, gutturale råberi. Hans vokalstil minder mig om en krydsning mellem L-G Petrov og Niccolò Cadregari fra Genus Ordinis Dei (i hvert fald fra bandets debut, hvor han ikke rigtigt havde lært at synge endnu) – og det bliver desværre aldrig interessant eller imponerende. Heldigvis er der næsten ikke en finger at sætte på det instrumentale. Bandets spøjse blanding af fjernorientalsk folk-musik og Gojira-død er ikke just hverdagskost, så point for det, selvom det bliver lige lovligt Gojira-kopi på nummeret ”A New Dawn”, hvor c-stykket nemt kunne stamme fra et vilkårligt nummer fra The Way of All Flesh.

Hvis man var fan af bandets tidligere udgivelser, der primært var dødsthrash, ja, så vil man nok ikke just knuselske Shaman, da de thrashede indspark er blevet sparket ud til højre, selvom der da – nu og da – dukker nogle små dele op hist og pist, eksempelvis på åbningsnummeret ”What Steppes Dream About”.

Shaman er grundlæggende en god plade, og det er derfor så enerverende, at Bayevs vokal trækker resultatet så langt ned – for nok er hans bandmedlemmer dygtige, men ikke dygtige nok til totalt at fjerne fokus fra hans glammen.

Stærkt hold, svag leder

Kritik til trods så skal der ikke herske nogen tvivl om, at det her – trods alt – er en markant bedre udgivelse end den forrige Shaman, jeg havde fat i. Dette skyldes ikke kun, at titlen rent faktisk giver mening i forhold til musikken, men også fordi musikken grundlæggende er rigtig god. Men ak, desværre er projektet anført af en, hvis præstation er helt utrolig jævn og middelmådig. Jeg håber inderligt, at Bayev fortsætter den spæde udvikling, hans vokal, trods alt, har gennemgået de sidste fire år – her tænker jeg ikke kun på, at han bør udvikle sit soniske repertoire, men at han grundlæggende skal blive en bedre sanger. Alternativt skal hans vokal druknes i mixet, men lad os kalde det den sidste udvej eller Plan Z.