Tysk himmel-inferno på tyvende år
Man kan ikke forklejne tysk artilleri
Tyske Heaven Shall Burn har skældt ud i to årtier, og de er bestemt ikke blevet mere glade med tiden, selvom deres forrige album Veto sikrede dem deres bedste placering på de internationale album-hitlister til dato. Tre år efter er de nu ude med deres ottende studiealbum Wanderer, som endnu en gang skal prøve at sikre dem en plads i det fine selskab. Det er også første gang, de har deres nyerhvervede trommeslager Christian Bass med bag tønderne i album-sammenhæng, og lad det være sagt med det samme, at han, også her, gør det rigtig godt. Resten af bandet gør det også fabelagtigt på dette album. Specielt forsanger Marcus Bischoff har virkelig optrappet sin vokal og gør det særdeles fremragende. Det er ikke årets udgivelse, men det er et Heaven Shall Burn i topform, og bandet har tydeligvis prøvet at presse dem selv endnu hårdere, og det har resulteret i et af deres mest brutale albums til dato.
Ubønhørligt album fra start til slut
Heaven Shall Burn har altid gjort en dyd i at starte harmonisk, for derefter at eksplodere i intens aggressivitet. Det er heller ingen undtagelse på dette album, men der er sparet på diverse pianostykker og andre dikkedarer for i stedet at starte ud med en fadet guitar, inden helvede bryder løs på fornem vis. Åbningsnummeret ”The Loss Of Fury” er et af de bedste åbningsnumre, bandet har leveret i lang tid. Det er eksplosivt, men samtidig fyldt af harmoniske og groovy elementer, som virkelig kan få en til at rokke med. Efter den fine åbning er der, vanen tro, springskaller i form af en super fed og tempofyldt guitar-parade. Der bliver tæsket igennem på guitar såvel som på trommerne. Der bliver i den grad ikke sparet på dobbeltpedalerne, og det kan vi fandme lide! Det er et utrolig velspillende og velproduceret Heaven Shall Burn, vi har på dette album, det hele skærer lige igennem, og det er så lækkert!
Jeg er fan af bandet, men min dedikation har været langsomt dalende, da jeg ikke har fundet deres sidste mange albums særligt tilfredsstillende i det lange løb, så jeg var yderst skeptisk, inden jeg satte mig ned med dette album, men det slog virkelig benene væk under mig fra første sekund. Det lyder som Heaven Shall Burn - og så alligevel ikke. Det hele virker utroligt velovervejet, og det svinger sgu bare på en helt anden måde, end det plejer. Bischoffs vokal er som altid genkendelig og har gudskelov ikke ændret sig meget, men han giver den lige en tand ekstra. Den er, om noget, varemærket på Heaven Shall Burn og har altid været utroligt dominerende og altødelæggende – på den fede måde!
Men skulle tro, at én altødelæggende vokal var nok, men åbenbart ikke. For på anden halvdel af albummet bliver der skruet op for de tunge elementer, og hvem henter man så for at gøre ødelæggelserne eminente? Man ringer selvfølgelig til Mr. Corpsegrinder alias George Fisher fra Cannibal Corpse. Nummeret, der her er tale om, er ”Prey To God”, og hvor må man håbe, at Gud ikke har lyttet med. Det er voldsomt som aldrig før, set i dette bands sammenhæng, og det giver et super lækkert twist til indholdet af dette album. Det gør virkelig noget for oplevelsen. Det indhyller det hele i en dyster stemning, som bare passer skide godt. Med numre som ”Save Me”, ”They Shall Not Pass”, og ”Downshifter” er man ikke i tvivl om, at det er et Heaven Shall Burn i absolut topform. Der er virkelig lagt arbejde og sjæl i det, og det kan i den grad høres. De har villet tage dem selv endnu længere, og mit bud er, at det lykkedes.
Ich bin, du bist, Heaven Shall Burn sehr gut ist
Det er ikke uden grund, at dette band nu kan fejre 20 år på metalscenen, det demonstrer Wanderer på fornem vis. Det viser et band, der ikke er klar til at give stafetten videre til nogen af de mange nye bands, der popper op i øjeblikket. Jeg vil på det kraftigste anbefale dette album, og hvis du, ligesom jeg, har tabt tråden lidt i forhold til dette band, så giv det nye album en chance alligevel. Heaven Shall Burn er tysk kvalitet når det er bedst, og det belønner jeg med otte storslåede kranier.
