Back to the Future.
Hail from Kænguland!
Aussie-bandet Harlott er fremme med deres seneste album Proliferation, som også er deres første på Metal Blade Records. Deres debut Origin (2013) blev særdeles positivt modtaget og gjorde, at supportjobs for f.eks. Accept blev virkeliggjort. Personligt er jeg mere end glad for, at bands fra Down Under får noget kredit rundt omkring. Det er en særdeles spændende musikscene, som jeg personligt dyrker i høj grad.
Hvad har den positive modtagelse gjort for den svære opfølger? Tja, der er slet ingen tvivl om, at disse gutter har styr på det, de laver, og det lugter langt væk af metalkærlighed! Men er det så nok i en verden, hvor man efterhånden skal være noget helt særligt, for ikke at drukne i mængden?
Let’s find out!
Hvem har brug for 80’erne..
..når du har Harlott - For det er lige præcis, hvad det handler om. Du får sådan et slag i fjæset af 80’er bay area trash i en moderne udgave.
Lad mig blot indrømme: Hvad Harlott er leveringsdygtig i, er bestemt ikke min kop te. Men det skal ikke give minus 5 kranier fra start! Harlott ligger ud med titelnummeret, der starter ud med en lidt blid hymne. Herefter blæses afsted med 100 km/t, og resten er ligetil: Der sker ikke det store. Bevares, der er da masser af kul på kedlen, men det er desværre noget forudsigeligt.
Nummeret ”Restless” er der, hvor du vågner op igen, ikke fordi der sker en revolution, men alligevel overraskes man af en kort bassintro, inden forsanger Andrew Hudson springer ud som en ung Tom Araya.
Der er som sådan intet i vejen med sangene, men deres forsøg på at mixe bl.a. Slayer og Exodus bliver desværre ikke til andet end et lille bøh.
Anden halvdel af skiven fortsætter, hvor første slap. Der er ikke de store udsving, og der kommer ikke elementer med, som ikke står i trash-opskriften.
”Bloodlust” skriger på ødelæggelse i et vokalarbejde, der blæser derudaf! Jeg giver gerne en skinke og 2 lårvarme bajere, hvis du kan følge med, så go for it! ”Cross Contamination” er nok det nummer, jeg er mest vild med. Introen er tæske fed, guitaren er en fornøjelse at lytte til, og der er møg fede soloer, og sanger, Andrew Hudson, leverer nok engang.
Headbang all day
For det er præcis, hvad de 12 numre gør ved dig. I alle ca. 40 minutter lader du lokkerne ryste, luftguitaren bliver, ja nemlig: LUFTET! Men det fanger ikke rigtigt. Det bliver desværre ensformigt, og man efterlades i, at det har man da hørt før. Men jeg vil absolut sige: Hvis du synes Destruction og lign. er det fedeste på jorden, så er Harlott absolut noget, du skal tjekke ud. Jeg tror da ovenikøbet, du selv skal tilføje et kranie eller to så. Men ikke fra mig, her fra smides der fem kranier efter Harlott.
