Ekstravagant album fra da østrigske troldmænd

Postblack metal når det er bedst

Hvis du lige som jeg, heller ikke havde hørt om Harakiri For The Sky, men også godt kan lide en god blanding af post- og black metal, så er dette band et must. Den dynamiske duo JJ og MS, som også går under navnene Michael V. Wahn og Matthias Sollak, dannede sammen Harakiri For The Sky i deres søgen efter at udforske deres egen kreativitet. De udgav deres selvtitlede debut i 2012, som fik en udmærket modtagelse, men de fik først for alvor slået deres navn fast med deres fabelagtige toer, Aokigahara. Et album som fik megen ros, og etablerede en fornem fanskare, som med længsel har set frem til deres tredje album, og III: Trauma er mere end en værdig efterfølger.

Det kræver noget af din tid, men det er det hele værd

Det har været en lang proces at bearbejde det her album, da det i sin fulde længde varer gode 75 minutter, men de er givet godt ud. Efter flere afspilninger gav jeg mig også i kast med deres forrige album, og jeg kan ikke understrege nok, hvor interessant og fantastisk det her band på mange måder er.  Det hele lyder så storladent og mægtigt, så det er svært at tro at det hele er skabt af to mennesker. Der er ingen tvivl om at de to rummer en enorm mængde kreativitet, og de formår virkelig at formidle det på overdådig vis.

III: Trauma er en melodisk kollision af post-, rock- og black metal der virkelig sprænger skalaen. Teksterne rummer stor kvalitet og historie og bliver fulgt fantastisk godt op af nogle dynamiske og atmosfæriske toner. Første nummer på albummet, ”Calling the Rain” starter ud med en stille og harmonisk omgang klaver og guitar. Det hele oser af stemning, og det fortsætter derudaf i nummerets ca. 12 minutter. De smukke toner får den fornødne kant, i form af forsanger JJ’s hæse skrig og brøl. Hvis dette nummer ikke allerede fanger en, så er dette ikke en genre man skal tænke at bevæge sig for meget ud i. Men hvis man bare har lidt mod på post, rock og black metal, så lytter man med glæde videre, og det bliver man glad for!

For efter den lange og stemningsskabende start, bevæger man sig hen til næste nummer, som er et af de fedeste numre som undertegnede har hørt i meget lang tid. Det er virkelig en perle inden for den her genre. Nummeret hedder ”Funeral Dreams” og er virkelig en magtdemonstration og en altødelæggende parade af genialitet. Nummeret er ikke hurtigt og voldsomt, men derimod som resten af deres musik – atmosfærisk og dynamisk. Det rummer så meget musikalsk substans at det næsten er for godt til at være sandt. Det er en eksplosion af tunge melodier og hurtig dobbeltpedal, tilsat fantastiske riffs og klaver. Igen er JJ’s vokal enestående, sammen med de poetiske og tildels deprimerende tekster. Det hele danner de perfekte rammer for den helt rigtige stemning.  Og der er nok at tage af, hvis man ikke kan få nok stemning og sublimt guitarspil, med sange som ”Viaticum” og ”Bury Me”, hvor sidst nævnte kræser meget for black metal elementerne.   

Fantastisk, men lidt langt i spyttet i sidste ende

Det er et super lækkert album og vil anbefale det på det kraftigste hvis man er til denne genre, men det er en utrolig lang rejse, som ikke kan bevare de storslåede momenter hele den lange vej igennem. Det havde næsten også været for meget at forlange, men sådan er det når ens kreativitet får frit spil, og det gør den med Harakiri For The Sky, da det var hele grundlaget for bandets eksistens. Men rigtig godt album, og en værdig efterfølger til deres forrige udspil, som man også kan give et lyt, hvis man kan lide hvad man høre på dette album. Jeg giver den kreative duo 8 storslåede kranier for III: Trauma.