Driftige herrer

Man kan ikke beskylde d’herrer ”JJ” og ”MS” for at ligge på den lade side. Lige i underkanten af to år er gået, siden Trauma gik i land og tryllebandt vores anmelder med sine atmosfæriske og dynamiske harmonier. Men begejstringen til trods var der dog enkelte elementer, som trak den samlede karakter ned. For selvom de østrigske post-black-metallere har øre for gode melodier, blev oplevelsen for langtrukken, og det store spørgsmål er så: Undgår de denne gang at træde vande rent musikalsk?

Riffsalat og diskrete gab

Svaret er et stort og rungende ”NEJ”! Samtlige syv numre har en spillelængde på otte minutter plus, og selvom det ikke er hektisk og thrashet black metal, vi som lyttere bliver udsat for, er det svært at retfærdiggøre, at numrene er så lange. De gode melodier og lige så gode intentioner drukner simpelthen i en pærevælling af baggrundsstøj, og jeg har på de to uger, jeg har kæmpet for at lære at elske Arson, ikke fundet kærligheden, andet end glimtvis. For selvom de tager sig alverdens tid på en plade, der på papiret lyder som den bedste idé på denne side af skiveskåret brød, går selvsamme tid alt for langsomt, og de førnævnte sporadiske lyspunkter er for få og for sjældne, til jeg overgiver mig. Ydermere er jeg på ingen måde begejstret for vokalen, der langt henad vejen bliver anstrengende at høre på. Sluk for musikken, og du har en stemmeføring, som egner sig bedre til core-genren – ikke at det generer mig, at der bliver blandet på kryds og tværs. Men desværre er der ingen passion at fornemme i den, ingen variation, og kun to steder har jeg noteret mig, at der gemmer sig emotioner i vokalen, og det ene er den allersidste tone i den ellers ganske udmærkede ”Stillborn”.

Og netop det nummer er, rent musikalsk, et af højdepunkterne på en plade, der udtrykket til trods forekommer mig anonym i længden. De stille passager klæder dem godt, og trommespillet er ganske enkelt eminent. Det burde, hånden på hjertet, have været rent instrumentalt, da vokalen som sagt ikke bidrager med noget positivt. For trods en bombastisk og lovende start daler begejstringen, i takt med pladen skrider frem. ”Heroin Waltz” byder på endnu mere formidabelt trommespil og pladens andet dybtfølte hyl, og ”You Are The Scars” leder tankerne hen på Ghost Bath – men det samlede indtryk bliver skæmmet af for lange passager med generisk riffing, og det er sateme synd, for jeg vil sgu gerne kunne lide det her, mere end jeg gør.

Det er ikke kun dig, det er også mig

Det har ikke været let at erkende, at jeg ikke er ovenud begejstret for Harakiri For The Sky, for rent musikalsk er de sindssygt dygtige. De har øre for god musik, og de er dygtige musikere, men resultatet er mildest talt skuffende. Jeg har forsøgt at sammenligne deres tidligere udgivelser med denne for at finde ud af, om det er dem eller mig, der er noget galt med, og konklusionen må være, at det nok ikke kun er mig. For selvom jeg befinder mig ganske godt til rette i et atmosfærisk post-black-univers, må jeg erkende, at det nok ikke lige er Harakiri, som er centrum for min musikalske galakse.