Kragetæer
Du kan sikkert se det på logoet: Hanging the Nihilist spiller deathcore. Bandet blev dannet i 2016, har spillet en mængde koncerter rundtomkring, og nu er de klar med debuten Crow. Ep’en byder på fem vrede sange, og selvom fundamentet er i orden, kan Hanging the Nihilist sagtens blive skarpere.
Kapabel core
På Crow viser Hanging the Nihilist, at de har læst på lektien og formår at spille genretypisk deathcore uden nogen problemer. Der er masser af dobbeltpedal fra trommerne, en bastant lydmur fra guitarerne og en vrissen vokal fra frontmand Marc Buch – alt er lige efter bogen. De ildevarslende synth-passager, som mange nyere deathcorebands har taget i brug, er sågar også at finde overalt på Crow. Det er med andre ord ikke opfindsomhed, der er mest af hos den københavnske sekstet – og det er faktisk en smule ærgerligt. Hist og her inkorporerer bandet dog nogle fine klaverstykker, og selvom det også er hørt før hos andre artister, fungerer det brandgodt for Hanging the Nihilist. Gid der var mere originalitet på pladen!
Nuvel. Selvom de fem skæringer minder meget om hinanden, fungerer de – hver for sig – ganske godt. Særligt åbningsnummeret ”Abandoned” og sidste sang ”Hostile” svinger rigtig fint: Hvor førstnævnte minder om Aversions Crown, får groovet en større rolle i sidstnævnte. Klaver og synth er tydelige i begge skæringer, og i ”Hostile” skaber vokalen en nogenlunde fængende melodi. Godt arbejde.
Alligevel bliver Crow en anelse træg: ”Filth” byder ikke for alvor på noget interessant, ”Endless Crime” savner noget bund i vokalen, og det helt store problem er pladens produktion. Chris Kreutzfeldt – der ellers producerer til ug – har på mystisk vis formået at klemme næsten alt liv ud af den lille ep. Guitaren er mudret, vokalen er tør, og i det hele taget er lyden på Crow alt for komprimeret. Selvom Buch leger med forskellige vokalteknikker – fx i ”Forgotten” – lyder det hele fladt og ikke særligt levende. Øv.
Hanging the Nihilist har fat i den lange ende, men kæmper med særligt to problemer: manglende opfindsomhed og en trist produktion. Kan sekstetten finde sin egen lyd og skabe et mere dynamisk udtryk, kan de med tiden sagtens hamle op med både Cabal og Unseen Faith. Fundamentet er i hvert fald lagt.
