Første fuldlængde fra hillerødanerne
Hanging the Nihilist har efterhånden etableret sig som et solidt navn på den danske deathcorescene – og det forstår man godt efter at have lyttet til debutalbummet Prophetic Blasphemy. Pladen indeholder nemlig flere eksempler på interessant sangskrivning, en lækker produktion og et knusende tungt lydbillede. Mange af de irritationsmomenter, der prægede sekstettens ep, Crow, fra 2019, er således fejet bort, og det kan vi jo kun glæde os over!
Sort og symfonisk
Genremæssigt befinder Prophetic Blasphemy sig i den temmelig tunge ende af deathcoreskalaen, og med sit miks af slam, blackened og symfoniske elementer slår pladen altså hårdt. En stilmæssig sammenligning med Shadow of Intent er ikke helt ved siden af – tilføj lidt Spite og en smule Cradle of Filth på steroider, og så tror jeg, vi er ved at være der.
Efter introen ”Prelude to Prophecy” skydes pladen i gang med ”Enter the Procession”. De symfoniske elementer, primært fra Berna Bakis keys, danner et fint bagtæppe for resten af bandets voldsudøvelse, og selvom frontmand Alex’ tunge og gutturale vokal ikke er den stærkeste i genren – man kunne savne både tyngde og bund – er den velfungerende. Mere interessant bliver det dog på efterfølgeren ”The Inevitable Dissent”, hvor Alex’ vokal veksler mellem at være sønderrivende dyb og skræppende high pitched. Nummeret er præget af en dyster og mørk stemning, og flere steder slår tanken mig, at denne skæring snildt kunne være at finde på Carnifex’ seneste – og i øvrigt ganske gode – plade, Graveside Confessions.
Interessant er det også på ”Labour of the Sacred Bodies”, hvor bandet får selskab af Jack Fahlberg fra Kraanium og Septic Congestion. Fahlberg tilføjer her noget råt og uforfinet, som egentlig både komplementerer og kontrasterer Hanging the Nihilists generelle lydbillede, og det fungerer umådelig godt. Faktisk måtte Fahlberg gerne fylde mere på dette nummer! I det hele taget må Hanging the Nihilist gerne slippe tøjlerne mere, end de allerede gør, og eksperimentere en smule.
Fornuftigt, men på ingen måde banebrydende
Det kan egentlig siges meget kort: De seks musikere i Hanging the Nihilist gør ikke noget, vi ikke har hørt før – men de gør det godt. Pladen er spændt til bristepunktet med brutale riffs, flot trommearbejde, en uhyggelig atmosfære og en fandens fjendsk vokal. De symfoniske elementer er på den ene side med til at føje nye nuancer til den gængse og efterhånden ret så slidte deathcoreformel – men på den anden side er der altså rigtig mange yngre deathcorebands, der går netop den symfoniske vej. Så helt så innovativt er det ikke. Nuvel, er du til deathcore af den tunge og stemningsfulde slags, er Prophetic Blasphemy bestemt værd at tjekke ud.
