Endnu et hammerslag
Veteranerne i Hammerfall kræver ingen introduktion. I over 20 år har de været blandt de mest populære bands for europæisk powermetal og bannerførere for alt, hvad folk elsker og hader ved genren. Ufortrødent har de sunget om stål, sværd, drager, eventyr og episke slag. På de to første udgivelser, Glory to the Brave og Legacy of Kings, var der et frisk pust, som inspirerede talløse bands. Men charmen forsvandt gradvist gennem de følgende år, hvor formularen føltes ensartet og træt, og bandet mest af alt lød idéforladt ud fra tesen om, at man ikke skal ændre noget, som fungerer. Hammer of Dawn er seneste hammerslag fra de gæve svenskere, og mens man ikke just forventer nyskabelse, er håbet stadig stålsat mod episke sange, der giver vind i håret og fører knytnæven mod himlen.
Broderskabet består, som det altid har gjort
Fra åbneren ”Brotherhood” er det tydeligt, at vi som forventet får mere Hammerfall. Guitarist Oscar Dronjak leverer stadig et imponerende væld af dynamiske power-chords, mens Joachim Cans er garant for melodiske vokalmelodier med sin karismatiske stemme. Alt er som sådan fint i eventyrland, givet at man har kunnet lide Hammerfall på noget som helst tidspunkt. For der er intet nyt jern i ilden.
Sangene skifter vanen tro mellem høj- og midttempo for at skabe en dynamisk lytteoplevelse. Hertil let sprinklet med Maiden-inspirerede melodiske guitarstykker som på ”Too Old to Die Young” eller en af pladens stærkeste skæringer, ”No Son of Odin”, som med garanti vil gøre sig godt på sommerens festivaler. Ligeså vil den elendigt navngivne ”State of the W.I.L.D.” være en god feststarter med sine særdeles stærke riffs og lækre omkvæd. Det er uden tvivl det tætteste, vi kommer på gamle Hammerfall i nyere tid, og det holder hele vejen. Hertil bidrager energiske ”No Mercy” og titelnummeret ”Hammer of Dawn” til et album, der har nok gode numre til at give albummet sin berettigelse.
Desværre er Hammer of Dawn ikke solid hele vejen igennem, og mens nogle numre er glemt i samme øjeblik, de slutter, er et nummer som ”Venerate Me” usædvanligt kedeligt og uinspireret. Det har et nynnende stykke, hvor Joachim Cans lyder, som om han fik noget galt i halsen under indspilningen, som decideret fik mine tæer til at krumme sig. Værre bliver det vanen tro med pladens obligatoriske ballade, ”Not Today”, som er et tydeligt eksempel på, at Hammerfall bare mente, de skulle lave en ballade – om de så var inspireret til det eller ej. Nummeret har mod slutningen et leadguitarstykke, jeg endnu ikke kan fatte, de vurderede til at være god nok til udgivelse. Ridderligt? Nej, rædderligt.
Intet nyt fra den svenske smedje
Hammerfall har igennem deres imponerende karriere ikke fornyet sig på noget tidspunkt. Og hvorfor dælen skulle de dog også det? Få bands gør, hvad Hammerfall gør, og færre gør det så godt. At luften for mig er ved at fise ud af ballonen, burde ikke tale imod dem. Men jeg savner nogle risici. Jeg savner, at de ikke lyder som powermetal lavet på samlebånd. Drop balladen. Lav færre numre, men drop så de skadelige idéer som falsk sang og nynnen og elendige leads. Hammerfall slår med hammeren, som de altid har gjort. Særdeles effektivt, men også lidt for forudsigeligt og kedeligt.
