Hammer King - König und Kaiser

König und Kaiser

· Udkom

Type:Album
Genre:Power metal
Antal numre:10

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Noch ein Hammerschlag

Den 22. marts 2024 udgav sydtyske Hammer King deres sjette studiealbum, König und Kaiser, der følger historien om Hammerkongens herredømme, så tro mod kvartettens koncept har seks af pladens ti sange enten “Hammer” eller “King” i titlen. Tidligere har vi her på sitet kun omtalt én udgivelse fra bandet, Poseidon Will Carry Us Home fra 2018, der kun scorede fire af ti kranier. Så det kan jo næsten kun blive bedre. 

Hör mal, wer da hämmert

Pladen starter stærkt med “Hailed by the Hammer”, der er ufattelig iørefaldende og samtidig facetrig med mange forskellige delelementer, der er nøje stykket sammen og er indbegrebet af moderne tysk powermetal. Særligt trommen spillet af Dolph Aidan Macallan byder på flot variation. Et nummer, hvor alt spiller præcis, som det skal – og bedre endda – er titelsangen, hvor The Tribune fra Warkings, også kendt som Georg Neuhauser, supplerer Titan Fox V perfekt som gæstevokalist. Et element, der styrker sangens storladne fremtoning og for alvor understreger Hammerkongens magt, er trompeten, som særligt er fremtrædende i omkvædet, der i modsætning til resten af nummeret bliver sunget på tysk. Men som så meget andet er pladen ikke udelukkende en dans på roser, for efterfølgende sang, “Future King”, der rent musikalsk faktisk er helt fin og har et godt flow, handler om en tidsrejsende konge, hvilket udløser lyrikken: “Occasionally killing a pine / From the infinite to the birth of existence / Feeling like Marty McFly”. Jeg tror aldrig, jeg har hørt noget så uepisk på en powermetalplade! Til gengæld er “Kingdom of Hammers and Kings” vellykket på alle punkter og byder på formidabelt guitararbejde fra både Gino Wilde og Titan Fox V. Samlet set er der altså langt flere højdepunkter på denne skive.

Ist das ein Ohrwurm?

König und Kaiser er således en plade med ørehængergaranti og et must for enhver powermetalentusiast. Der er godt nok enkelte steder, hvor det lyriske ikke er helt i top, men det er da noget, der kan opvejes af guitarlir, storladne melodier og syngmedkvalitet. Desuden fungerer sangene virkelig godt i livesammenhæng, så dette slag fra Hammer King rammer perfekt og er hermed godkendt.

Tracklist

  1. Hailed by the Hammer
  2. The Devil Will I Do
  3. König und Kaiser
  4. Future King
  5. Kingdom of Hammers and Kings
  6. War Hammer
  7. Divided We Shall Fall
  8. Kings of Arabia
  9. I Want Chaos
  10. Gates of Atlantia