Warkings tour 2024
Warkings tour 2024

Warkings, Hammer King og Winterstorm

KNUST, Hamburg

Slunken opstart på en ellers festlig aften

Spillestedet Knust har eksisteret i næsten 50 år og har de sidste 21 år haft hjemme i den gamle slagtehal på Sankt Pauli; med sine cirka 500 pladser hører det til en af de store klubber, men er stadig et lille og intimt spillested. Denne fredag var der lagt op til power af allerfineste slags, for Warkings havde inviteret de to tyske bands Winterstorm og Hammer King med på tur. Det er en skam, at de ikke kigger forbi Danmark, men det kan der måske nå at blive ændret på? Ifølge billetten, hjemmesiden og Knusts Facebookopslag skulle denne aftens løjer starte klokken 21, men da undertegnede dukkede op – i virkelig god tid – klokken 20.15, var Winterstorm allerede i fuld gang, og folk stod pakket som sild i en tønde i den udsolgte sal. Det var virkelig ærgerligt, specielt da jeg efter brokkeri til de omkringstående erfarede, at spillestedet på selve dagen havde udsendt en mail med ændret begyndelsestidspunkt. Denne havde jeg dog ikke modtaget – og de nye spilletider var ikke annonceret på Facebook! Stort øv!
 

Winterstorm

Winterstorm er en erfaren tysk powermetalkvintet, der har eksisteret siden 2008 med få ændringer i lineuppet. De har udgivet fem albummer, hvoraf det seneste, Everfrost, er fra 2023. Jeg havde virkelig glædet mig til at se dem, for sanger Alexander Schirmer har en fantastisk stemme, hvilket han også viste denne aften. Desværre nåede jeg af ovennævnte grunde ikke hele koncerten, men det, jeg så, var virkelig førsteklasses powermetal, hvor der var flot sammenspil, klokkeklar lyd og en helt exceptionel energi på scenen. De sange, jeg nåede at høre, var “Cube of Infinity”, “Into the Light” og “Dragonriders”, der alle blev leveret til UG.

Hammer King

Sydtyske Hammer King havde denne aften skruet et sæt sammen, der rummede sange fra fire af deres seks studiealbummer, dog med særlig fokus på deres nyeste plade, König und Kaiser, der havde premiere denne fredag aften. Og som bandnavnet måske kunne antyde, ville denne koncert med tekster om konger, hamre og sågar hammerkonger blive meget bedre og langt mere episk end et besøg i det lokale byggemarked. Hele vejen igennem leverede bandet et overbevisende show, hvor særlig guitarist Tilmann Ruby, der optræder under navnet Gino Wilde, gav den hele armen. Så senest efter anden sang, “Hailed By The Hammer” – første single fra König und Kaiser – kunne alle i den proppede sal svare et stort ja på Patrick Fuchs aka Titan Fox V’s spørgsmål: “Fühlt ihr euch königlich?”. Inden det gik videre, måtte han dog bede Gino skrue ned for sin ventilator, da den ødelagde hans frisure (interesserede læsere må selv google den omtalte frisure, da der desværre ikke følger billeder med til denne anmeldelse). Det var ikke den eneste modstand, den stakkels frontmand måtte trodse, for han havde helt op til få minutter inden koncertens start haft problemer med sin guitar. Det var dog ikke noget, de fremmødte kunne mærke, for Hammer King buldrede på med deres show som en velsmurt maskine. Publikum blev løbende opfordret til heyråb og fik også lært at synge med på “Kingdom of Hammers and Kings”. Jeg savnede dog Georg Neuhauser – altså The Tribune fra Warkings – på “König und Kaiser”. Det havde været dobbelt op på sejheden, hvis han var kommet ud og havde sunget sin part på denne sang. Men Titan Fox V klarede den dog takket være et indspillet kor, der er den eneste anke, jeg vil fremføre. Der blev nemlig brugt lige lovlig meget backing track – også på steder, hvor det ikke havde været nødvendigt, hvis bare de andre bandmedlemmer havde haft en mikrofon til at hjælpe til på korfronten, som de jo også gør på studiealbummerne.       

Sætliste:

  1. Pariah is My Name
  2. Hailed By The Hammer
  3. Kingdom of Hammers and Kings
  4. König und Kaiser
  5. Hammerschlag
  6. Kingdom of the Hammer King

8/10

Warkings

Efter den meget vellykkede koncert i december 2022, hvor Warkings gæstede Hamborg sammen med Powerwolf og Dragonforce, ville det næsten være kriminelt at misse bandets første headlinershow i denne skønne by. Dermed var forventningerne tilsvarende høje, da de fire krigskonger iført mere eller mindre historisk korrekt kluns indtog scenen akkompagneret af en storladen fanfare, som det hører sig hjemme. Så gensynsglæden var stor, da “The Last Battle” indledte dette show, der osede af kampånd og mandehørm. Man kunne tydeligt mærke, at koncerten i Hamborg kun var andet stop på den igangværende turné, for The Tribune var max tændt og fuld af energi og kunne uden besvær hoppe, holde publikum i gang og ramme alle toner samtidig. The Crusader garnerede nummeret med en fed guitarsolo, hvilket ikke gjorde præstationen ringere. Ud over de fire bandmedlemmer har de entertainer Hephaistos, der jævnligt kommer ind på scenen eller ned blandt publikum med sin hammer for at holde øje med, om folk opfører sig ordentligt og deltager pænt i løjerne. Selv opførte han sig dog ikke helt “jugendfrei”, da han løftede op i sin tunika og viste alle sine underhylere på sangen ”Hephaistos”. Det udløste stor begejstring, der dog straks blev overgået, i det øjeblik Morgana le Fay trådte ind på scenen og assisterede med flotte growls på “Hellfire”. Samspillet og interaktionen mellem de to sangere var nøje afstemt og gav showet et ekstra pift. Interaktionen med publikum var også helt speciel – Neuhauser fik sig en snak med forskellige publikummer, og da Warkings jo ikke synger om drager, men dræber dem, måtte en ung skjoldmø få en tur rundt i lokalet på en kæmpestor dragepenisring. Og en anden fan måtte pænt aflevere sin øl, som frontmanden slubrede i sig med et sugerør – og det var noget, de fremmødte elskede og kvitterede med “Noch ein Bier”-råb. Dette udløste kommentaren fra The Viking: “Shut the fuck up! We are not Sabaton and we have better armour”, hvorefter Warkings spillede “Odin’s Sons”. Efter flere sange, der blev fremført til perfektion, kom Hephaistos igen på banen og organiserede en cirkelpit, som en stor del af publikum gladeligt deltog i. To deltagere var dog kommet lidt op at toppes, hvilket ikke var gået Neuhausers næse forbi, men da de nåede at blive venner igen, måtte de hente en øl i baren på bandets regning. Inden vi så os om, var de næsten to timer med sjov, god stemning og en helt fænomenal præstation fra bandets side forbi, da Warkings spillede to ekstranumre, hvor “Gladiator” dannede en værdig afslutning på denne herlige aften.

Sætliste:

  1. The Last Battle
  2. Never Surrender
  3. Maximus
  4. Hephaistos
  5. Hellfire
  6. Monsters
  7. Warriors
  8. To the King
  9. Banners High
  10. Deus Lo Vult
  11. Odin’s Sons
  12. Heart of Rage
  13. Ragnar
  14. Fight
  15. We Are the Fire
  16. Sparta

Encore:

  1. Die for Spartacus
  2. Gladiator

9/10