Nu uden kult
Ligesom året lakker oprydningen på redaktionens skriveborde også mod enden. Bunker af skrammel er blevet 5S’et ihjel, og tilbage er kun de sidste krampetrækninger fra 2024, inden 2025 står for døren. Og årstiden taget i betragtning, så er det meget passende, at turen er kommet til amerikanske Julie Christmas. I metalregi er hun nok mest kendt for at have teamet op med Cult of Luna på pladen Mariner. Men med en karriere, som snart runder to årtier og en booking på næste års Copenhell, så er det på sin plads at kigge nærmere på hendes seneste skive Ridiculous and Full of Blood.
Støjende og pænt
Nød man den lidt støjende kant, som frøken Christmas – eller fru, internettet er ikke så meddelsom vedrørende hendes privatliv – bragte til Mariner, så går man bestemt ikke fejl af hendes solomateriale. Støjrock med tråde til alle de former for post-genrer du lige kan komme i tanke om. Sådan lidt Brutus møder Today is the Day-agtigt.
Åbneren “Not Enough” og “Supernatural” begår sig i henholdsvis buldrende sludget post metal og storslået atmosfærisk post metal. Ganske udmærkede numre, som agerer en fin introduktion til Julie Christmas' lettere foruroligende univers. Den Thou-klingende “The Ash” lyder umiddelbart jævnt trist, men den støjrockede guitar og især Christmas' vokal trækker i en interessant forstyrret retning. Netop vokalen på Ridiculous and Full of Blood er fremragende i sin både rå og pæne, skrøbelige og kraftfulde, smukke og totalt maniske opvisning. Det er som at få en fløjlsblød skærebrænder ind i øregangen og specielt vokalen på “Silver Dollars” og “The Lighthouse” lyder konstant til at være på randen af et sammenbrud – både mentalt og følelsesmæssigt. Er jeg konstant bange for, om det enten er mig eller Julie Christmas, som snart kommer ud for en ulykke? Ja. Men har jeg lyst til at stoppe? Bestemt ikke, de latente masochistiske tendenser skal jo næres.
På den instrumentale side er der heller ikke meget at pege fingre af på Ridiculous and Full of Blood. Når denne side blandt andet håndteres af Johannes Persson fra Cult of Luna og Andrew Schneider fra Ken Mode og Unsane, så bør både det postede og det støjende også være af en hvis kvalitet. “The End of the World” har præcis lige så store atmosfæriske post metalliske armbevægelser, som et nummer med sådan en titel bør have. Og med store maleriske lydflader ryger nummeret øjeblikkeligt ind på en topplacering på dommedags-playlisten. En liste som den stormomsuste “The Lighthouse” også nemt kan komme med på. Og hvad det støjende angår, så er de første knap halvandet minut af “Not Enough” nok til at give de fleste en følelse af ubehag. Og specielt “Silver Dollars” med sin skurrende guitar og bas, klokkespil og kor er intet mindre end fremragende i sin vanvittige og polerede Today is the Day-klang. Det er lige før jeg frivilligt ifører mig spændetrøje og impulskøber en gummicelle. At “Silver Dollars” så følges op af “Kids”, som nok er verdens mest foruroligende børnesang, er en genistreg uden lige.
Det eneste reelle fejltrin, som Julie Christmas begår på Ridiculous and Full of Blood, er “Thin Skin”. Ideen med nummeret er sikkert at lave vred groovy post metal, men resultatet er et frygteligt irriterende numetallisk groove, som desværre klinger alt for meget af, hvad Otep har lavet de sidste mange år. “Blast” har også en nu metal klang, men da den læner sig mere mod System of a Downs særheder, så rammer nummeret lige præcis inden for skiven.
Det er sært, og jeg kan lide det
Dette lille tilbageblik mod starten af årtusindskiftet ændrer dog ikke på, at Ridiculous and Full of Blood er en fremragende plade i al sin støjende postede ubehagelige skønhed. Det er en sær plade, ja, man kunne fristes til at kalde den latterlig, som titlen antyder, men samtidig er der noget næsten magisk dragende ved Julie Christmas’ univers af modsætninger. Så mangler du noget alternativt og fantastisk smukt og underligt på Copenhell, så er der mødepligt onsdag ved hvad end scene, Julie Christmas får tildelt.
