Fra Nashville til Tokyo

Hvad får man, hvis man parrer den norske andenbølge af black metal, 80’ernes heavy metal og horror punk? Det lette svar er noget skrammel og et kultursammenstød af episke proportioner, men det svære svar er Saidan. Denne purunge amerikanske gruppe blev dannet i 2020 i Nashville og har siden udgivet en trilogi af rædselsvækkende værker: Jigoku i 2021, Onryö i 2022 og nu deres tredje udspil, Visual Kill. Det seneste album leverer en ultramelodiøs omgang black metal, der trods sin hybrid-tilgang formår at holde benene solidt plantet i genrens rå og rebelske essens. Navnet Saidan betyder "alter" på japansk, og lyrikken trækker på japanske gyserfortællinger – historier, som bandmedlemmerne er vokset op med. Meeeen, der er heldigvis også plads til en god portion galgenhumor, hvilket åbningsnummeret ”Genocidal BloodFiend” understreger med brutal tydelighed. Nummeret er i bund og grund en opremsning af ubehagelige ord, skreget med en sådan voldsomhed og inderlighed, at de på bizar vis giver mening. Så smid den kedelige sudoku væk – det er tid til grusomheder, gys og en god portion metal med blodsprøjt på kanten af sengen.

Forfriskende og frit

Saidan leverer en forfriskende omgang black metal, der uden skrupler skider hul i genrens traditioner og sigter mod at skabe noget unikt. Hvor mange andre genrer ofte føles stive og ufleksible, er black metallen en ramme, der gang på gang har bevist sin evne til at blive formet og genopfundet – og Saidan er et levende bevis på netop dette. Man skulle ved første lyt næppe tro, at der er 10.692 kilometer fra Nashville til Tokyo. Faktisk føles det mere naturligt at placere Saidan i de skandinaviske skove, da deres melodiøse black metal læner sig tæt op ad navne som Moonlight Sorcery og Dødsrit. Musikken balancerer konstant på kanten til at være lalleglad, men under overfladen gemmer sig en kompleksitet, der kræver flere lyt for at fange. Bandets lydunivers trækker inspiration fra amerikansk thrash, punk, japansk black metal og rock – alt sammen krydret med den norske andenbølge black. Men der er også en tydelig indflydelse fra anime, hvilket bandet selv har nævnt med referencer til Death Note og Jujutsu Kaisen. Selvom det til tider kan føles overvældende med de mange inspirationskilder og den voldsomme intensitet, flyver tiden afsted i selskab med gruppen. Og det er netop magien ved Visual Kill – man har det oprigtigt sjovt, fra start til slut. Og er det ikke en af de bedste komplimenter, man kan give til et band?

Højdepunkterne på Visual Kill er mange, men særligt den hæsblæsende guitarsolo i ”Sick Abducted Purity” er værd at fremhæve. Den emmer af 80’ernes metalånd og beviser endnu engang, at den æra aldrig rigtig dør. Samtidig er det umuligt at ignorere det vanvittige tempo i ”Genocidal BloodFiend,” der stormer frem uden at kigge sig tilbage. Saidan lever og ånder for fremdrift, og med en spilletid på blot 36 minutter er albummet ovre, længe før man ønsker det. Og dog. For titelnummeret ”Visual Kill” trækker ud, og samtidig er afslutningsnummeret ”Suffer”, der på trods af sin korte varighed på to minutter, malplaceret. Det er fladt og slet ikke lige så inspireret som resten af den ellers fortrinlige skive.

Guitar-guitar something

Hvis du vil dykke dybere ned i Saidans univers, gav de et interview til Black Metal Daily tilbage i juni, og jeg lover dig – det er en underholdende læseoplevelse med masser af skæve vinkler og humor (og der bliver ikke lagt skjul på noget). Én ting er sikkert: Saidan er her for at blive. Deres musik er befriende, eksperimenterende og til tider dejligt fjollet – og hvor er det skønt at se et band, der tør have det sjovt, på trods af emnet det bringer. Karakteren? Det bliver otte kranier denne gang og et sayonara herfra.