Enten kan man, eller også kan man ikke

Progressiv dødsmetal er en svær genre. Der findes bands, som mestrer stilen til fulde, selvfølgelig – men der findes desværre også ret mange, som er hamrende dygtige, men simpelthen ikke formår at omsætte evnerne til reel, fungerende musik. Canadiske The Hallowed Catharsis hører til den sidste af de to kategorier; dét beviser de med Killowner – en ligegyldig udgivelse med seks numre fordelt over fjorten minutter. Ja, fjorten.

Mavesur og misfornøjet

The Hallowed Catharsis spiller – som så mange andre før dem – progressiv dødsmetal inspireret af science fiction. Derfor er det ingen overraskelse, at Killowner er en konceptplade, og med bandets egne ord fortæller den: ”the desperate story of the end of life for a mutated human pet of an elitist extraterrestrial master after she has lost her merit and attempts at having her breed prove futile”. Hmm, ok. Om historien gør noget godt for Killowner, ved jeg ærlig talt ikke – for det er ikke mange ord fra vokalist Ledas (der i øvrigt lige er sprunget ud som transkvinde) mund, man kan høre. Det er altid en smule komisk, når bands med dybe, gutturale growls forsøger at fortælle en historie. Nuvel.

The Hallowed Catharsis har også andre problemer: Killowner er simpelthen en kedelig plade. På fjorten minutter får vi serveret seks numre, og selvom bandet stedvis imponerer med en fed melodi, et skævt input eller en rallende bas, er der alt for meget af det samme – og alt for lidt af det spændende. Selv efter at have lyttet til Killowner en del gange kan jeg ikke gengive et enkelt riff eller kende forskel på ”Breeding Pits” og ”Swap Meat” – eller de fire andre numre. Det er kartoffelmos hele vejen igennem.

Kan du lide din dødsmetal brutal og teknisk, men uden de store overraskelser og anstrengelser, vil du måske finde glæde i Killowner. Det er nemlig ikke en katastrofalt dårlig plade; den er bare ligegyldig. Bandet kan sagtens spille musik, og der er som sagt også nogle vellykkede elementer, men som helhed fungerer Killowner bare ikke.

En af dem, man glemmer

Ok, jeg tror, min pointe er trængt igennem: Killowner bliver ikke årets plade – heller ikke månedens, ugens eller dagens. De fem venner fra Vancouver mangler virkelig noget, der gør deres musik særlig, genkendelig og ikke mindst spændende. Formår de at tilføje noget af det, kan The Hallowed Catharsis blive et interessant bekendtskab. De er det bare ikke nu.