Frem til bagtiden
I dagens anmeldelse skal vi tilbage i tiden. Dels skal vi tilbage til i sommer for at finde fynboerne Hadrons eponyme debut, udgivet på vinyl via det amagerkanske undergrundslabel Deadbangers Productions. Og dels skal vi tilbage til startfirsernes Black Sabbath-inspirerede doom. Hadron spiller ufortrødent old-school doom, og ligesom forbillederne en kvartet med én af hver. Jeg tilstår, at på trods af en stor kærlighed for især Paranoid og Master of Reality, er det sjældent, jeg får lyttet til dem i et tætpakket lytterprogram. Så er det godt, at det tætpakkede lytterprogram indeholder albums som Hadron.
Stenet Sabbat
Der er en autentisk ildevarslende stemning over åbningsriffet, som en mere klagende version af ”Black Sabbath” (sangen, altså). Vokalen gør entré og indtager samme toneleje som Ozzy, men med mindre okkult vrængen og mere dramatisk klang, som bekommer musikken vel. ”Fear No Evil” åbner med et luskende basriff, som lugter af ”Sweet Leaf” og virker indledningsvist som en tilforladelig doomrocker. Sangen stiger dog i lydstyrke, indtil omkvædets svævende dommedagsvokal leverer et klimaks af de anselige.
Men lad dig endelig ikke forlede til den konklusion, at Hadron blot kopierer tidlig Sabbath og kalder det en nat. Albummet er spækket med fede, stenerrockede grooves, og både ”Imprisoned” og treeren, ”Salvation”, skifter effektfuldt mellem doom- og stenerrock. Samtidig har gruppen en evne til både at variere intensiteten og til at sætte vokalen i scene, mens Twisttman bag mikrofonen ligeledes besidder en glimrende sans for at lade sit stemmeleje følge musikkens intensitet. ”Fear No Evil”, for eksempel, benytter dette samspil til at skabe en okkult rocksang, man må bøje sig for. Når jeg tænker over det, forlader sangen ikke sit gennemgående guitarhook, men dynamikken nagler den alligevel til siderne af kraniet i samtlige seks minutter.
Midtersektionen rummer to sange sunget på dansk, og de er blevet mine favoritter. ”Fortiden” besidder et komplet unægteligt omkvæd, samt et fornemt opbyggende C-stykke, og jeg har sunget den i tide og – især – utide siden første gang, jeg hørte den. Efterfølgende veksler ”Solnedgang” et barskt rockriff med en stigende akkordprogression i omkvædet; progressionen samt den introspektive tekst bringer Skousen og Ingemann frem i erindringen, og associationen er yderst velkommen – uanset om den er tilsigtet.
Det er sikkert tydeligt allerede, men jeg er begejstret for Hadron. Albummet flyver forbi trods en velvoksen spilletid på knap 47 minutter, og jeg har intet imod at sætte det på igen med det samme. Til gengæld bemærker jeg, at et par af de stenerrockede stykker, for eksempel i ”In Need of a Miracle” samt det ”Children of the Grave”-lydende vers-riff i ”Salvation”, fremstår simplistiske ved siden af de generelt mere udbyggede doom-stykker. De passer ind, og de blæser tempo ind i sangene, men det er som regel de forudgående og efterfølgende doom-stykker, jeg nikker genkendende til, når jeg genlytter. C-stykket på afslutteren ”White Silhouette” er en nævneværdig undtagelse, som låner sangens gennemgående hook for at skabe albummets hårdeste stenerriff.
Sikker vinder
Hadron er en sikker vinder for fans af Pentagram, Saint Vitus, Witchfinder General og naturligvis Black Sabbaths præ-rockstjerne-æra. Ildevarslende og vægtige doom-riffs afløses af tempofyldte og rullende stenergrooves, mens den på én gang lyse og mørke vokal leverer flotte højdepunkter på stort set hver sang. Det er ligeledes et album, hvor hver sang har sin berettigelse, og en spilletid på 47 minutter passer fint til stilen og gruppens anselige evner i sangskrivning. Hadron er en flot debut, man omgående får lyst til at vende og spille igen, når spilletiden er omme.
