Hollandsk crossover/thrash, der giver bidemærker!

Når hyggen bliver mere seriøs…

Grindpad er et lidt finurligt crossover/thrash-band fra Holland. Finurligt, fordi de blev dannet for 11 år siden og ikke har lavet mere end nogle få EP’er. Det var da heller ikke meningen, at bandet skulle være andet end et lille hyggeband for nogle metalhoveder, der enten spiller eller tidligere har medvirket i andre bands.

I min research på bandet kan jeg se, at de skulle have lavet fire EP’er, inkl. dette nye udspil. Jeg kan dog kun finde de tre af dem. Den sidste EP, Poser Killer, fra 2013 viser sig at være på kun to numre og er muligvis kun udgivet digitalt. Jeg må indrømme, at jeg ikke rigtig har kunnet finde dem, bortset fra titelnummeret på YouTube. Jeg er jo heller ikke så meget til musik, der kun findes online, da jeg er af den old school type, der vil have et fysisk eksemplar hjem til samlingen. Til gengæld kan man købe en Grindpad-T-shirt, hvor der står Poser Killer på ryggen.

Med Sharkbite må man sige, at Grindpad er gået fra et rent hyggeprojekt til at virke mere seriøst. De to andre tilgængelige EP’er, Killing For A Living fra 2008 og Grave Matter fra 2009, blev kun udgivet i de der promo-papcovers, som mange af os gamle anmeldere husker, fra før alting skulle foregå online. Sharkbite er til gengæld lavet med rigtigt digipack-cover, med tekstark og hele pivtøjet. Ganske fedt og professionelt lavet og udført.

En EP med bid i

De fire numre plus en lille instrumental outro på Sharkbite er ganske god og habil crossover/thrash, som man egentlig kender den fra mange andre bands i genren. Ikke synderligt originalt, men alligevel super velspillet og godt skruet sammen. Rent musikalsk minder det lidt om en blanding af Slayer og D.R.I. Sangeren Olivier van der Kruijf kan godt lede tankerne hen på Billy Milano fra M.O.D. og S.O.D. Det giver også skiven et større crossover-udtryk i helheden, hvilket jeg personligt er stor tilhænger af. Selv coveret minder jo til forveksling lidt om M.O.D.’s legendariske EP, Surfin’ M.O.D., fra 1988. Om det er søgt eller tilfældigt, skal jeg lade være usagt, men faktum er bare, at ligheden er slående.

Produktionen er lidt tør i guitarlyden, men passer fantastisk til genren og Grindpads udtryk helt generelt. Der er ikke så mange kompromiser, overflødige introer eller andet gak og gøgl. Det er bare lige på og hårdt, uden for meget spild af tid. Derfor tror jeg også, at det kun er et spørgsmål om tid, før vi ser et eller andet selskab melde sig på banen for at udgive en mulig full-length, hvis bandet er interesseret i at gøre Grindpad til mere end bare et hyggeprojekt. Der er i hvert fald masser af bid og kvalitet at hente, og det kunne da være fedt at få et helt album hjem til samlingen.

Håb for fremtiden

Jeg er virkelig spændt på, hvad fremtiden bringer for Grindpad; om de bare bliver ved med at udgive en EP i ny og næ, eller om vi på et tidspunkt skal opleve bandet i en lidt større skala. Potentialet er i hvert fald til stede, men om lysten også er det, vil kun tiden vise. Jeg håber i hvert fald at høre meget mere fra disse gutter.

Som bonusinfo kan jeg lige oplyse, at Grindpad er hollandsk og betyder grussti. Vigtig viden eller ligegyldig info? Jeg aner det ikke. Jeg ved bare, at de er værd at tjekke ud, og deres skiver er værd at bestille.