Så er der ny old-school fra den danske undergrund
Jeg synes tit, at det er lidt særligt at anmelde EP’er; de er korte, produktionen sjældent imponerende, og sangene er typisk ikke så gennemarbejdede. Lettere bliver det ikke, når et af bandmedlemmerne er (tidligere) skribent her på siden. Men hvorom alting, så skal Grimmthurs jo også have lov til at blive kigget lidt på:
Grimmthurs kalder deres stil “høvlmetal", og det bliver man vel ikke synderlig meget klogere af. Selv beskriver bandet sig som “a blackened death-thrash band … who plays brutal, yet melodic and, at times, groovy metal with elements of death metal, black metal and thrash metal, as well as doom metal, melodic death metal and grindcore." Stilforvirring? Man kan frygte det.
Men hvis man accepterer, at Grimmthurs tilsyneladende har ønsket at vise deres alsidighed, så kan man vel sige, at EP’en, der også hedder Grimmthurs, faktisk fungerer ganske godt gennem de ca. 14 minutter de fem numre, den består af.
Der lægges ud med nummeret "Morgengry". Dette nummer vil jeg tillade mig at kalde et doom-nummer. Langsomt og tungt. Bandet kalder det ’minimalistisk’. Sandt er det, at der i hvert fald ikke sker voldsomt meget.
Dernæst følger "LSH". Her sættes tempoet op i noget bandet beskriver som et ’old school primitive black-thrash attack’. Denne mere gang-i-den stil fortsættes på “Pleasure Incarnate", som bandet kalder ‘midtempo stomping thrash with a slight Oriental feel’. Her synes jeg faktisk, at Grimmthurs begynder at vise nogle ganske spændende takter, idet nummeret for mig fremstår mere ’frit’ og naturligt udviklende.
Fjerde nummer er “Faeton". I min bog EP’ens bedste. Nummeret er mere melo-death inspireret. Grumme-tungt er det med et rimeligt tempo. Måske også lidt mere melodisk guitararbejde.
Sluttelig kommer “Repent" som angivet at være en ‘black-thrash-death-doom combo’ som skal vise Grimmthurs inspirationsmæssige bredde. I den forstand måske udgivelsens mest spændende nummer. Jeg synes nok, at der trods alt gabes over lidt for meget, men det skal nok snarere ses som en smagssag.
Samlet set må Grimmthurs (både som band og udgivelse) nok siges at være et spændende bekendtskab. Der prøves meget på udgivelsen, men numrene fremstår det til trods som havende en vis fælles identitet. Produktionen fremstår for mig ’ulden’ og er ikke poleret. Lyden ligger langt væk i mine højttalere, men det er alt sammen acceptabelt i betragtning af, at vi taler om en EP – og det har en vis charme. Det skal i hvert fald ikke føre til, at man ikke giver Grimmthurs et lyt. Og så kan vi håbe, at vi i fremtiden kan få lov at høre mere fra Grimmthurs.
