Sejrsgang eller dødemandsmarch?
Grava er et helt nyt navn på den danske sludgescene. En scene, der langsomt, men sikkert, har vokset sig større de sidste par år. Og netop størrelse, eller rettere vægt, er nøgleordet, når det kommer til Grava, for den dugfriske gruppe sigter efter at være det største og tungeste dyr på savannen. Men en ting er at have ambitionerne i orden, en anden ting er at have noget materiale, der rent faktisk gør, at ens ambitioner bliver fulgt til dørs. Så spørgsmålet er derfor, om Gravas debut har det materiale, eller om den i stedet marcherer direkte mod den nærmeste elefantkirkegård?
Uforløst stormvejr
I 1966 stillede Time Magazine spørgsmålet “Er Gud død?” I 2022 stiller Grava det noget mere særprægede spørgsmål, nemlig “Hvad vejer en gud?” Og inden jeg kommer for godt i gang, vil jeg hurtigt understrege, at Weight of a God er en vildt fed albumtitel, og albummets artwork er ligeledes pivfedt! Kombinationen lover, at det her album vil være mørkt, ondt, ubehageligt og tungt. Alle disse parametre bliver også mødt igen og igen i løbet af albummets spilletid – so far so good! Hvad der dog ikke er “so good”, er musikken. Grava er, som albummets cover indikerer, vitterligt en elefant i en glasbutik – alt larmer, alt vælter ned og alt skramler sammen i et, stort og øresønderrivende brag.
Der er ingen orden, ingen rytme, ingen melodi, bare kaos … og bas! For helvede, hvor er der meget bas – og ikke på Steve DiGiorgio eller Steve Harris-måden – ikke engang Jaco Pastorius-måden. Nej, der er tale om en bas, der bare er der uden et reelt formål anden end at larme – som torden uden regn.
Denne ustandselige rumlen bliver akkompagneret af en vokal, der mest af alt minder om noget, man hørte i 1990’ernes Norge – en vokaltype, der normalt ikke generer mig, men i disse sludgerammer gør den intet godt andet end at tilføje mere larm, kaos og disharmoni. Trods det faktum at der er syv numre, er det mig fortsat umuligt at skelne mellem dem, jeg kan simpelthen ikke høre forskel på “Bender”, “Crusher” eller “The Cauldron”.
Forstil jer en jamsession mellem LLNN og Conjurer, men hvor man i stedet for at jamme endte med at sidde og ryge bong hele aftenen – det er sådan, Grava lyder. Samtidig, så minder bandets kakofoniske, retningsløse virvar mig også om denne perle fra tidligere i år – dog er den største forskel på Grava og Pestilength, at der trods alt er håb for Grava.
Overbevis mig – be’ om!
Alt i alt virker det her jo til at være en voldsom kritik af bandet og deres debut – og det er det også – men jeg hader faktisk ikke det, jeg hører. Der er et enormt potentiale i Grava, og ligeledes er deres vision krystalklar. Det er tydeligt, hvad de vil, og hvor de vil hen, men som tingene ser ud lige p.t., er de bare ufatteligt langt fra målstregen, ja, de er vel dårligt nok kommet ud ad omklædningsrummet. Jeg ville virkelig elske og håbe, at næste gang Grava smider noget på gaden, så vil jeg blive tvunget til at æde mine ord i mig igen og kreditere med en af de helt store karakterer. Så kære Grava, gå tilbage i øveren, og tving mig til at printe denne anmeldelse og æde den, Henrik Qvortrup-style!