Ër dët cööl nök?
Hvad gør man, når man virkelig gerne vil spille rock? Jo, man sørger selvfølgelig for, at bandnavnet indeholder en omlyd eller to – det virkede jo for både Motörhead og Mötley Crüe. En sådan tankegang virker i hvert fald til at være på færde hos danske Först til sidst, der tidligere på måneden debuterede med en ep af samme navn. Pladen indeholder fem numre fordelt over 23 minutter, og selvom der er højdepunkter undervejs, bliver det aldrig helt godt.
Der skal mere end en elguitar til
I pressematerialet bliver Först til sidst beskrevet som hårdtslående rock med tonstunge guitarriffs – og her kan man altså tale om falsk markedsføring. Jo, der er en guitar, og der er også sat strøm til den, men Först til sidst er på ingen måde hård rock eller tung musik. Tværtimod er denne ep noget af det blødeste, vi har haft igennem Detektoren nogensinde – helt på linje med for eksempel Devil’s Tea Party. Og nej, der er intet galt i at spille blød sukkerpoprock, hvis det er det, man vil, men her på sitet forventer vi altså en vis nerve og intensitet.
Den bløde lyd skyldes formentlig, at de fem numre tidligere har indgået i en helt anden konstellation. I 2015 udgav forsanger Jonas Rendbo nemlig et soulalbum kaldet Først til sidst, hvor alle sangene var at finde. Nu er de blevet omarrangeret – der er tilføjet en forvrænget guitar, lidt flere trommer og så videre – men det bliver det altså ikke rigtig tungt eller rocket af. Et nummer som ”Langt fra her” har masser af kvaliteter – en fængede melodi og en stærk stemning – men åh, hvis bare bandet viste lidt mere tænder. De to guitarister spiller uinspirerede power-akkorder, trommerne gør intet væsen af sig, og forsanger Jonas lyder mest af alt som Burhan G, Noah og de andre i den lejr. Det er blødt, sterilt og langt hen ad vejen dybt uopfindsomt.
Der er dog også lidt at glædes over: Först til sidst er en velproduceret plade, og glemmer jeg for en kort stund, at jeg anmelder for et metalmedie, kan jeg sagtens sætte pris på den. De fem herrer spiller solidt – ikke videre opfindsomt eller originalt – men det lyder godt, og ep’en har flere fængende melodier. Vokalen er til den absolut bløde og polerede side, ja nærmest overproduceret, og giver bandet mere los på den front, kan det være, at Först til sidst bliver interessant. Lige nu er der ikke så meget at komme efter – i hvert fald ikke for rock- og metalfans.
