Det er så hårdt at være badass
Indeni mig bor der to ulve. En af dem er ond, en af dem er god. Den, du får at se, er den, du fodrer. Den dag, jeg dør, skal Gud ikke ønske sig at møde mig, for jeg hører til i helvede, hvor jeg vil sparke Satan af tronen. Ingen skal fortælle mig, hvad jeg skal gøre eller tænke, for jeg er en fri mand og er ligeglad med dumme snowflakes’ holdninger. Det er hårdt at være så true mod sig selv, og det føles, som om himlen og helvede er ét. Du skal ikke komme for nær mig, for ulven bider. Og den er sulten…
Gentagelsens ugidelige paradis
Hvis du klarede dig igennem den ovenstående introduktionstekst uden at få en aneurisme, så har du nu et ganske fyldestgørende og til dels komplet indblik i Five Finger Death Punchs tekstunivers. Det handler alt sammen om at vise, hvor edgy en badass man er, og at man ikke er bange for noget som helst, hverken Djævlen eller Vorherre.
Alt, som er skrevet og sunget på AfterLife, er hørt af FFDP før. Der er absolut intet nyt under solen og ingen overraskelser nogen som helst steder. Og det er både FFDP’s største styrke og svaghed. Lad os kalde det AC/DC-metoden.
Denne metode, hvor man skriver numre, der lyder som sig selv, konstant uden fornyelse, kan sagtens virke. Det er mange gange rart at vide, hvad man får. Problemet for FFDP er, at det produkt, de leverer, er det musikalske svar på McDonald’s: Det er simpelt, indholdsløst og overproduceret. Den konstante leflen for den laveste fællesnævner – her segmentet, som tror, at det at drikke Monster-energidrikke og samtidig gå i camoshorts er et personlighedstræk – er simpelthen trættende. For det er alt, hvad FFDP er. Hvis man sammensatte en komplet playliste med FFDP’s fuldendte diskografi, ville man ikke ane, hvilke numre der hørte til hvilken skive.
Indrøm det nu bare
FFDP skal til at indrømme, hvad de laver. Hvis de rent faktisk gad at stå ved, at de laver de samme sange, fordi det hjælper dem, og at det er, hvad det er, så får de et par få ekstra point fra mig. Men så længe vi skal høre flosklerne som ”nu prøver vi noget nyt”, så skal de æde den karakter, de får, og være taknemmelige og eventuelt skylle den ned med en Monster. Sidder du nu, kære læser, og føler dig forurettet eller krænket over de ord, jeg har skrevet om FFDP, og hvor lidt jeg har berørt sangene på netop det her album, så er der to ting, som du skal huske på:
- Det er stik imod FFDP’s ånd at være krænket og forurettet!
- Den bedste Monster er den blå ”Mango Loco”.
