Essence - Last Night of Solace

Last Night of Solace

· Udkom

Type:Album
Genre:Thrash metal
Antal numre:10

Officiel vurdering: 9/10

Brugervurdering: 9/10 baseret på 2 stemmer.

Essence skuffer absolut ikke!

Nu hvor vi er så godt i gang med retro thrash, så har danske Essence også en skive klar på gaden - det er deres andet album, Last Night of Solace, der er tale om. Efterfølgeren til Lost in Violence, som fik en god modtagelse globalt. Sangen ”Blood Culture” udkom med musikvideo og det hele, og den var også kendetegnet på basintroen, som Nefer spillede. Han har dog sidenhen forladt bandet, så man skal kigge lidt længere efter bassen på denne skive. Albumcoveret har ikke just imponeret mig, det er kedeligt og simpelt og langt væk fra det, som kendetegner thrash metal. Men det er sgu lige meget, når musikken er super!

Skiven bliver skudt af efter få øjeblikke med en dyster synthesizer optakt, hvorefter der bliver sprunget nogle latterlig hurtige riffs af til en stortromme, der banker af sted. Men man venter i realiteten bare på, at det er overstået, da introen er relativ kort, og man egentlig hungrer efter et fedt thrash nummer - hvilket så kommer! ”Final Eclipse” sætter humøret med fed riffing, og Lasse Skovs vokaler springer på vognen. Hans stemme er lidt mere moden, og den minder utrolig meget om Mille Petrozzas vokal, som den er på de senere Kreator skiver, men det lyder nu stadig meget fedt. Noget som jeg også bider mærke i er, at Essence også tager lidt inspiration fra vores egne helte, Artillery. ”Children of Rwanda” og ”Arachnida” har mellemøstligt inspirerede riffs, og det er fedt at have By Inheritance lidt i baghovedet, når man lytter. Essence har også fede passager i musikken, hvor der kommer ren guitar ind, og der så lige fyres op for en fed solo. Det kan opleves i blandt andet ”Final Eclipse”, som jeg nævnte tidligere.

Tempoet på Last Night of Solace er fedt og hurtigt, der passager i mere middeltempo, hvor der kommer lidt guitar sovs, men det er ikke over super lange perioder i diverse sange – bortset fra ”Opium”. Men det tilføjer bare til variationen på albummet, så det er kun et plus i min bog. Sangene på albummet er generelt også ret lange, de strækker sig som regel op til at være omkring de seks minutter, men det gør det også bare endnu federe synes jeg personligt. Jeg synes ikke umiddelbart, at jeg har kedet mig, når jeg har lyttet på den her skive. Essence formår at gøre adskillelsen af de forskellige sange relativ nemme, der er selvfølgelig en klar generel lyd, men det ryger ikke så let i glemslen, som det faktisk kunne.

Produktionen på albummet er god, og instrumentalisterne gør sit arbejde fortrinlig godt! Alle riffs her er pisse fede kombineret med al guitarsovsen med soloerne samt passagerne med ren guitar. Essence har raget til sig med inspiration fra alle de forskellige thrash scener, og det er fedt kombineret – en ren fryd for øret. Trommerne er virkelig gode, der er godt med fills, men det bliver aldrig overdrevet. Energien er høj og variation ligeså. Essence kommer også fra Nordjylland, så måske har de ikke lavet andet end at spille på deres instrumenter hele barndommen, for det virker så sandelig til at være tilfældet her. Jeg må indrømme, at jeg ikke kan tyde en bas tilstedeværelse, men det er heller ikke altid let, når det gælder metal genren som helhed. Nogen vil måske savne Nefer, men jeg synes virkelig, at guitarerne og trommerne gør op med det, og jeg savnede ikke rigtig noget fancy bas spil, når min luftguitar allerede var tændt og godt i gang!

Jeg er lidt tom for ord, den her skive synes jeg virkelig skal opleves. Essence ligger i toppen af retro thrash bølgen, og det beviser de med denne udgivelse. Bare se at få headbanget til den her riff-fest, jeg kan klart anbefale alle metal fans at anskaffe denne skive.