Eluveitie er i topform, men leverer intet nyt
Eluveitie er nok det band jeg kender, der bruger flest instrumenter i deres musik. De kommer fra Schweiz, og spiller en blanding af folkemusik og melodisk dødsmetal. Siden deres første EP blev udgivet i 2003 er deres popularitet steget stødt, og nu er sjette album på vej. Det hedder Origins, og er et rigtig flot album.
Gennemgang
Introen (og titelnummeret) starter med den samme stemme som introen på Helvetios, og med en kvindelig stemme til sidst. Introen er typisk Eluveitie, med en flot sammensætning af forskellige folkeintrumenter og elguitar. Næste nummer starter med heftige trommer og violin, som derefter går over i flere folkeinstrumener og et flot riff. Verset starter, og vi hører forsangerens velkendte growling, der tydeligvis kun er blevet bedre med årene. Nummeret er skam ganske godt, men byder ikke rigtig på noget nyt. Det skal vi til næsten nummer efter.
Næste nummer hedder "From Darkness", og har en fløjteintro indtil trommer og guitar træder ind. Nummeret er meget up-tempo, hvilket det vinder på. Fløjte, violin og guitar spiller godt sammen, og det er det første nummer med en violinsolo. Det fungerer overraskende godt, og løfter lige nummeret det sidste. Nummeret efter starter med drejelire og mere direkte. Der synges ikke på engelsk. Nummeret hedder "Celtos", Melodien er lidt mere energisk i det uden at være hurtig. Verset er rimelig simpelt og med mange vokalister. På omkvædet tager forsangeren over igen, og der skrues op for folkeinstrumenterne. Det er der første nummer hvor den kvindelige vokalist rigtig slår igennem, og det virker super godt sammen med vokalistens growlen.
Herefter består albummet af det bedste fra Eluveitie. Man møder de mere rolige sange med kvindelig vokal som "The Call Of The Mountains" til den noget mere brutale og hårdeslående "Inception". Man møder mange velkomponerede atmosfæriske omkvæd, hurtige trommer og utrolig velintegrerede folkeinstrumenter, blandt andet drejelire og fløjte. En af de mest interessante nyere ting på albummet er violinsoloer. Der er ikke mange, men dem der er, er super godt udført og passer rigtig godt med resten af musikken. Den bedste og længste er på albummets første single "King".
Hvis man interesserer sig for den slags, har albummet også et lyrisk aspekt, der er værd at udforske. Albummets sange handler om arkæologiske historier fra Gaul, som var et område i Vesteuropa for meget lang tid siden. Nogle områder dækkes bedre end andre på Origins, men lyrikken er veldokumenteret og undersøgt til bunds af bandet.
Konklusion
Eluveitie har gjort det de er bedst til. De har lavet et flot album der er både let og atmosfærisk, men samtidig hårdtslående og tempofyldt. De har som sædvanlig integreret folkeinstrumenter utrolig godt, med violinsoloer som et nyt twist. Men selvom alt ved Origins er i topklasse byder Eluveitie ikke på særlig meget nyt, og det er derfor albummet ikke får topkarakter. Fans af bandet vil dog ikke blive skuffede, og selv anbefaler jeg varmt albummet.
King er albummets første single, og en god demonstration af Eluveities imponerende evner.