Tak til David Hasselhoff for at vælte muren
At Polen er værd at nævne i en metallisk sammenhæng, skyldes i første omgang hovedsageligt Vader, Decapitated og Behemoth – Vader formåede endda at opnå en vis popularitet i Vesteuropa før Berlinmurens fald. Siden da har bands som Hate, Belphegor, Batushka og Mgła både vist bredden af den polske black metalscene, men også slået godt og grundigt fast, at Polen har masser af metalliske kvaliteter at byde på. Polen har dog også en udmærket grindcore-scene, hvor trioen Ass to Mouth, efter ti års pause, er tilbage med Enemy of the Human Race.
Grindrock bliver forhåbentlig aldrig en reel genre
Mest kendt fra den polske grind-scene er nok Antigama, Squash Bowels og Dead Infection. Den bøllede grind med en lille brutal dødsflirt, som Ass to Mouth kører, er dog bestemt også værd at lægge mærke til.
Og gør du det ikke frivilligt, så åbner “The Underdog” ballet med blastbeats, pig squeals, bøllebrøl og en produktion, som skriger østblok beton. Det er klangen af den klassiske polske grind, og der er noget imponerende over, hvordan Ass to Mouth uden at blinke dybest set bare har skruet Discharge op på 11 og sat guitaren til rundsav. Det er beskidt, råt, og man føler næsten, at trioen er en flok bøller, som er ved at tæve dig gul og blå, når “Model Citizen” virkelig folder sig ud. Polakkerne kommer dog helt til deres egen ret, når de lige trækker lidt på den brutale død. Rytmen på “Hang Those Bastards” lyder umiskendeligt som noget fra den lækre ende af den tunge død, og på “XXI” er det lige før, at det kokaindrevne grind-kaos må overgive sig til den knusende brutale overmagt. Det er et glimrende lille tvist, som Ass to Mouth har fundet, og den går glimrende til bøllebankene, som gladeligt uddeles til diverse betongrå undertrykkelsesmonumenter, som man til stadighed finder i Polen og resten af østblokken.
Jeg så dog gerne, at Ass to Mouth satsede alt på denne skramlede gang brutale øretæver. Desværre lyder det lidt til, at polakkerne er blevet ramt af en form for midtlivskrise og vil udleve deres indre rockstjernedrømme. “Nazi Pig” er decideret træls at lytte til i sin klap på to og fire-rytme, efterskoleriffede, tamburinekstatiske tilgang til rocken. Og på trods af at jeg sætter pris på, at et grindcore-band har lavet et nummer med navnet “Grindcore Screwed My Life”, så er vi ude i så ringe sangskrivning, at Turbonegro fremstår som genier. Og grind-stykket midt i “Vomit Distaste” redder bestemt ikke nummeret fra at være et enerverende middelmådigt stykke protestrock. Der er bestemt et overlap mellem protester, rock, punk og grind, men jeg kan virkelig ikke se nødvendigheden i at klemme det hele ind på en plade, som i forvejen slår en proper næve mod verdens uretfærdigheder.
Sats alt på gyngerne og sælg karrusellerne
Havde man op til udgivelsen af Enemy of the Human Race lyttet til den ti år gamle forgænger Degenerate og forventet mere af samme skuffe, så ville man unægteligt blive skuffet. Der er bestemt en hel del ligheder – den rå produktion og beskidte bøllegrind med dens brutale tics lever i bedste velgående på store dele af pladen – men man hører tydeligt, at bandet ikke helt har samme drive som dengang og har det med at forfalde til det nærmest tilgængeligt punkede og protesterende rock, som grinden på sin vis kommer fra. Så hellere give efter for lukkeren “Nuclear Winter” og dens mørkere stemningsfulde toner.