Længe leve dansk død!
I de senere år har den danske death metal-scene vist sig fra sin allerbedste side. Det ene nye band efter det andet er dukket op og har taget os med storm. Plaguemace, Thus, Neckbreakker, Chronicle og flere. Men de bands ville ikke være noget, hvis ikke de stod på skuldrene af de gamle danske giganter. Giganter som Detest, der har eksisteret i næsten 35 år. Nu er Detest aktuelle med A World Drowning In Detest. Et death metal-album, der er så oldschool, at det må se sig overhalet af ungdommen.
Den hårde dom
Man må kippe med flaget og løfte på hatten, når det gælder Detest. De startede tilbage i 1990, de sejrede på Roskilde Festivalen i 1993 og cementerede deres høje status med udgivelsen Dorval året efter. Bandet blev så stort og succesfuldt, at det skrev sig direkte ind i den danske metalhistorie. Detest var med til at forme den danske death metal-scene!
Siden blev det til en pause på rigtig mange år, hvor bandet hærgede sig selv med druk og stoffer for så at forsvinde fuldstændig fra radaren. Men i 2019 dukkede de op igen med den roste EP A Moment Of Love, som blev fulgt op af albummet We Will Get What We Deserve to år senere. Det album blev dog ikke så vel modtaget her hos os. Det blev dømt helt ude med sølle tre kranier, fordi der blev spillet ’standardiseret og uinspireret død’. Men nu er Detest tilbage, og man er derfor spændt på, om de kan ændre vores hårde dom på deres nye udgivelse.
På ”Drowning In Detest” serveres der oldschool death metal – med tryk på old. Sangeren, Simon Springborg, growler løs i hidsige, kortfattede bjæf. Mens resten af bandet lægger en tung bund med masser af riffs og blastbeat-variationer. Og det går over stok og sten på ”Bullet Rain”, hvor alle taktslag bliver slået på lilletrommen, mens Simon Springborg er rå og brølende. Der er ikke rigtig noget nyt at finde på de to numre. Man er nærmest i tvivl, om numrene måske er skrevet i 90’erne, hvor Detest sad på tronen. Til megen glæde for nostalgikerne. Men også til stor skuffelse for dem, der havde håbet, at Detest ville lægge nye lag på deres erfaring og vise de unge, hvor metalskabet skal stå.
Guitaristen, John Petersen, har udtalt, at det nye album er indspillet ’uden grænser’, og bandet har med denne arbejdsmetode ’nået nye højder’. På ”Misery Stand In Line” lyder det, som om der burde have været grænser, for der er ingen samling på udtrykket, og der bliver spillet død i alle mulige retninger … Lidt trommer her, lidt guitarsolo der! En vokal, der presses ind i det hele, og en bas, der prøver at følge med alt og alle! Der tampes bastant og rutinepræget videre på ”Never Can Be Banished”, hvor de gode gamle drenge bliver mere og mere uklare og uinteressante at høre på. Og nu lægger de sig farligt nært det antal kranier, de fik i 2021. Heldigvis løfter ”F.Y.M.M.F.” dem op af sumpen med et fornyet groove og en rytme, der får den samlede oplevelse til at virke mere spændende og inspireret end på bandets forrige album.
Tronskifte
Selvom Detest spiller derudad på A World Drowning In Detest, så hjælper det ikke på følelsen af, at der går rundhyl i den gamle skole, og det bliver tungt på den negative måde. Og så ræser de rundt for at ramme nye niveauer, men de ender med at snuble i forsøget. Man ville sådan ønske, at albummet var mere visionært og stramt, så man kunne hylde de gamle konger. Men Detest må overlade kongestolen til alle de unge tronfølgere, der i disse år virkelig forstår at videreudvikle death metal-genren og fintune den.
