Et overraskende gensyn
Stormheart er russiske Old Wainds’ første album siden Nordraum fra 2014, så det kan vel sagtens betegnes som et comebackalbum. Murmansk-bandet her har ellers været relativt aktivt, siden det startede tilbage i 1995 og kan ses som et af de første reelle black metal-bands fra Rusland. Det er ikke til at sige, hvorfor Old Wainds ikke har været aktive i et årti, men det er jo ikke, fordi de sidste mange år er gået stille for sig ovre i Rusland, så mon ikke de har haft rigeligt at beskæftige sig med udover at danse rundt i skoven iført ligsminke? Derudover så er bandet nu et soloprojekt og ikke længere en duo, hvilket nok næppe er helt uden betydning. Uanset hvad så blæser den gamle vind atter en gang kraftigt fra øst!
Huskede I at stå på toget?
Stormheart er en forholdsvis melodisk udgivelse, der samtidig får en til at tænke på både Immortals Blizzard Beasts og Darkthrones Plaguewielder, men jeg synes også at kunne høre aspekter fra de nyere russiske black-bands såsom Grima hist og pist. Albummets største problem er dog vokalen – eller rettere vokalproduktionen. Vokalen svinger i øst og i vest; nogle gange er den klar og tydelig, andre gange er den totalt mudret og drukner i lyden af trommernes konstante buldren. Guitararbejdet er dog, helt overordnet, ganske interessant, og man kan godt høre mange af de tricks og finter, som især Abbath bragte ind i genren – navlig på nummeret ”Northern Starfall”.
Det siger dog også sig selv, at dette ikke just er den mest originale skive nogensinde – og nok er bandet nogle veteraner, men når man holder en pause på et årti, så sker der jo bare det, at tiden går videre, og alt udvikler sig – og der er ingen tvivl om, at Old Wainds blev glemt på perronen.
At bandets besætning er blevet reduceret med 50 %, har også haft den betydning, at sangskrivningen simpelthen ikke er, hvad den har været – for nok er der da positive ting at fremhæve på albummet, men der er desværre lige så mange negative ting. Hver god ide bliver mødt med en tilsvarende kedelig, hvilket gør, at det overordnede resultat altså bliver ganske forudsigeligt og banalt. Tag nu ”In the Heart of the Storm”, hvor guitaren faktisk laver nogle ret sjove slides, der minder om 80’er-hardrock, men det bliver akkompagneret af det mest fladpandede og uinspirerende trommespil, jeg længe har hørt, hvilket totalt dræber stemningen. Suk.
Lige børn leger bedst
De færreste havde nok regnet med, at Old Wainds ville genopstå. Ligeså vil jeg påpege, at hvis det her var, hvad det kunne blive til, så havde det nok også været bedst at lade være. Jeg forstår skam sagtens, at Morok havde behov for at bevise, at han stadig kan – men han skulle klart have fundet nogle legekammerater, for han er simpelthen ikke stærk nok på egne ben. Så derfor kan jeg ikke sige meget andet end, at Stormheart er en ganske middelmådig plade, der blegner i forhold til alt andet, bandet tidligere har begået.