Paradise Wizard

Ryger troldmænd pot? Flyver de på kosteskafter, og spiller de ekstremt langsomt og nedstemt stenerrock? Tilbeder de den store Matt Pike, og glemmer de at møde op til egne koncerter, fordi ganjaen blev for fed? Bands med ’Wizard’ i navnet peger i den retning: Electric Wizard, eller bare 70’er-bandet Wizard. En hypotese, der hurtigt bisættes, for amerikanske Moon Wizard har mere til fælles med gotiske konger som Paradise Lost end med Black Sabbath. Selvom deres bandlogo er som snydt ud af næsen på de mest stenede stenere. Overrasket? Jep.

Brant Bjork som psykiatrisk patient

Moon Wizard er alenlangt fra typisk californisk stoner a la Brant Bjork, hvor temaer som surfing, ørkensol og brølende bilmotorer er obligatoriske. Stonerprædikatet skal tages med store gran salt. Nej, Moon Wizard er meget mere gotisk heavyrock end stoner. Som en fortravlet udgave af Windhand, måske en konsekvens af bandmedlemmernes fortid i forskellig døds- og black metal-bands. Atmosfæren er slet ikke stener, det er som en pæn og ufarlig udgave af Paradise Lost, som de lød fra In Requiem til The Plague Within. Stærke album fra briterne, og Moon Wizard kommer da ganske godt fra start. ”Magnolia” og særligt ”Epoch” gør en ære ud af at dyrke det dystre, så fans af Paradise Lost og Type O Negative vil føle sig godt hjemme. Kan ske klimaet i Utah spiller ind på stemningen, for om vinteren kan Utah være træls som kongeriget Danmark.

Men Moon Wizard balancerer på en knivsæg. Problemet er, at det kun er overfladespændingen ved grænsen mellem det gotiske og traditionel heavy metal, der forhindrer det hele i at bløde ud i et rent genreafhop. Man græmmer sig gennem ”Desert Procession”, der er mere flad, end kloden er for de tosser, der tror på den teori. ”Meteor” er heller ikke en knivskarp albumåbner, der kunne bandet have valgt klogere. Flere numre halter på sangskrivningen, der mangler den overbevisende magi. Og så er der leadguitarens irriterende lyd, som er for overproduceret. Man savner deciderede soli, Moon Wizard gør mere i simple guitarfigurer udført lidt for mekanisk, som af Frankensteins monster. Monstret levede, ja, men det var sågu kluntet og kantet. Samme her. Der mangler detaljer og variation. Finesse. Det gør der heldigvis ikke på vokalen, for Sami Wolf synger med følelse og har en autentisk gotisk aura.

Mere måneguld

Kære Moon Wizard. Hold kareten på den gotiske smalle vej fremover. Sørg for at undgå grøften med den kvælende, dræbende, savlende og døende heavy metal. Og skriv et album, der trækker inspiration fra månens mørke side. Det må ham troldmanden kunne hjælpe med. Find spaden frem, og grav måneguldet op. I er godt på vej.