Black a la Grækenland
Norge er nok det land, de fleste forbinder med black metal. Til dels på grund af de tidlige 90’eres ikoniske, genredefinerende albummer, men nok især på grund af kontroverser i form af kirkeafbrændinger, mord og selvmord. Sydpå under varmere himmelstrøg har den græske scene udviklet sig uden samme bevågenhed, men har givet os navne som langtidsholdbare Rotting Christ. I år ser Bloodmoon Eclipse, en duo gjort af velbevandrede musikere, dagens lys. Albummet For I am Your Death byder på tematikker, som er tro mod genren, men er der også noget at hente rent musikalsk?
Noget gammelt, noget lånt og lidt nyt
Som det næsten er forventeligt af genren, starter første nummer, “The Demonic Vision of Satan’s Wrath”, med en overlagt rå tone drevet af blast beats på trommerne. Formlen er forudsigelig, og første bekendtskab med vokalen imponerer ikke. Den manglende variation gør, at jeg slet ikke bemærker overgangen til næste nummer. Så sker der dog noget.
Halvvejs inde i nummeret gelejder et djævelsk, ørehængende guitarfill os ned i tempo for en ganske kort stund. Selvom vi hurtigt er tilbage i black-formlen, så er vejen banet for lækre detaljer fra trommerne, hvor vi bevæger os fra den insisterende hamren i sekstendedelsrytme over i et mere legesygt beat. Tankerne ledes nærmest hen på den slags black‘n’roll, som blandt andre Uada er bannerfører for.
Dansen mellem rå black metal og mere løssluppen musikalitet kommer for alvor til sin ret på nummeret “Embodiment of Christ’s Lamentation”, hvor de to elementer kompositorisk spiller hinanden bedre i stedet for blot at afløse hinanden. Det ville være interessant at have overværet den kreative proces, for numrene er nærmest kronologiske at lytte til, da de bliver bedre og bedre, jo længere man kommer ind i albummet – i takt med at de elementer, der står for den positive udvikling, fylder mere og mere.
Stilsikker debut
Bloodmoon Eclipse er ikke ude på at opfinde den dybe tallerken – og da slet ikke black metal som genre. Alligevel formår de at skabe et stilsikkert værk, der tager fordums genredefinerende bands i hævd uden at fremstå som billige kopier. Vokalen er her undtagelsen, for den er det svageste led i kæden, og den lyder til forveksling som noget, vi har hørt utallige gange før – bare dårligere. Der, hvor musikken er bedst, er, hvor der gives plads til leg med temposkift og fængende, næsten melodiske temaer fra guitaren. Jeg kunne godt ønske mig flere af de musikalske greb, for især pladens første 10 minutter er lidt ensformige. Der er dog ingen tvivl om, at vi her har med et solidt værk at gøre, der forhåbentlig danner fundament for spændende efterfølgere.
