Mange af de originale bands fra 90ernes norske black metal scene begyndte med tiden (og i mange bands tilfælde omkring årtusindskiftet) at bevæge sig væk fra den rå og kolde black metal-stil, hvilket resulterede i, at black metallen blev flyttet i en masse forskellige retninger. Dødheimsgard (eller DHG) begyndte at blande industrial elementer ind i deres lyd på 666 International fra 1999 og fortsatte med at eksperimentere med det industrielle på opfølgeren fra 2007 Supervillain Outcast.
Supervillain Outcast genudgives i år, så nu kan verden endnu engang blive udsat for Dødheimsgards yderst udfordrende industrielle ekstrem-metal. På denne skive bydes der på aggressive og brutalle guitar-riffs og ultra-hurtige blastbeats, der dukker op side om side med grooves, hvoraf nogle er mere lige ud ad landevejen (tænk Ministry eller White Zombie), og andre er skæve og underlige. Oven i ligger en vred råbende vokal, som har lidt hardcore over sig. Dette er pakket ind i diverse electronica-effekter, hvoraf nogle er ubehagelige lyde og samples (tandlægebor og den slags), der ligger i baggrunden, og andre er mere integrerede i musikken. Dette høres blandt andet i "Foe X Foe" og de elektroniske beats i "Apocalypticism" og "All Is Not Self", hvor et nummer som "The Vile Delinquents" er et godt eksempel på den mere effekt-orienterede brug af elektroniske elementer på skiven. "Ghostforce Soul Constrictor" er en lektion i maskingevær-blastbeats og latinamerikanske danserytmer (!), og almen galskab.
På Supervillain Outcast blander Dødheimsgard ekstrem metal og industrial metal, hovedtilgangen er ret avant-garde. Som man nok kan gætte, så har vi således ikke med let tilgængelig musik at gøre. Dette album er udfordrende og kan være en ret ubehagelig lytteoplevelse, hvis man ikke lige har erfaring med avant-garde metal eller industrial metal.
Er man fan af avant-garde ekstrem metal, og har man tid til at koncentrere sig om at lytte til musikken, eller søger man virkeligt at udfordre sig selv musikalsk, så kan Dødheimsgards Supervillain Outcast godt anbefales. Skiven burde også være guf for fans af Aborym og Blacklodge. Med 2012-udgaven får man også en hel diskfuld bonusnumre fra en rehearsal session fra 2002.
Tracklist: 1. Dushman 2. Vendetta Assassin 3. The Snuff Dreams are Made of 4. Horrorizon 5. Foe X Foe 6. Secret Identity 7. The Vile Deliquents 8. Unaltered Beast 9. Apocalypticism 10. Chrome Balaclava 11. Ghostforce Soul Constrictor 12. All Is Not Self 13. Supervillian Serum 14. Cellar Door 15. 21st Century Devil 16. Senseoffender (Bonus track) 17. Personality Transplant (Bonus track) 18. Teenanger (Bonus track) 19. Deception Enemy (Bonus track) 20. Satanatomic Evolution (Bonus track) 21. Slave 66 (Bonus track) 22. Addicted to Perdition (Bonus track)
Hør Apocalypticism, som er et af de mere electronica-orienterede numre på Supervillain Outcast her: