Længe ventet
Jeg husker rimelig tydeligt at have lyttet til Dying Hydras selvopkaldte debut-EP og have skrevet mig bag øret, at jeg skulle holde udkig efter deres næstkommende udgivelser. Det tog godt nok tre og et halvt år for den københavnske trio at færdiggøre deres første studiealbum (ikke at jeg skal brokke mig: det har taget mig to og en halv måned at skrive en anmeldelse), men jeg var ikke i tvivl, da jeg så navnet dukke op. Det lader da også til, at Dying Hydra simpelthen har været grundige, for Of Lowly Origin er ikke blot et rigtig flot debutalbum, men sågar et meget stilrent og velskabt ét af slagsen.
Ydmyg oprindelse…
Gruppen holder tålmodigt på kortene, mens ”Earliest Root” indleder albummet med nøje og vel tilrettelagt opbygning, førend lydbilledet åbner sig med et faretruende helakkordsriff. Dying Hydra veksler i høj grad den typiske, hånddæmpede metal-riffing for bragende åbne akkorder, hvilket skaber en meget omsluttende og hård lyd. Vokalen gør sit til hårdheden med en ru brølen, som til tider bevæger sig hen i samme boldgade som Joe Duplantiers (Gojira) næsten-melodiske råb. Sangskrivningen gør søreme også sit til hårdheden, da gruppen har droppet letgenkendelig harmonik og i stedet helliget sig toner, der skaber uvished, fare og barskhed. Gængse virkemidler som storladenhed, håb og melankoli er ofret uden tøven for at opnå en mere fascinerende lyd, der overlader mere af den følelsesmæssige fortolkning til lytteren. Som sådan lyder Of Lowly Origin kærkomment anderledes; den kommer ikke til at vække følelser af behag eller tryghed, blot fordi man har lyttet til den en halv snes gange.
Langt det meste lykkes for Dying Hydra på deres debut, og en vis omhu i tilblivelsen af albummet er åbenlys. Sangene nyder godt af gennemtænkt opbygning og variation i spændingsniveau, så man uundgåeligt lytter til musikken gennem hele albummets spilletid. Mit yndlingseksempel kommer i ”Ashed Eyes”, idet en lang opbygning først fører til et tapping-riff direkte fra The Way of All Flesh, som straks forløses i et stenhårdt riff blot for atter at forløse sig i ét af sangens hovedtemaer umiddelbart efter. En stor del af succesen stammer fra glimrende præstationer – trommerne drager og leder lytteren under de talrige indledninger/opbygninger, mens den alsidige vokal bringer en rå og medrivende kraft. Afslutteren ”Undergrowth” byder sågar på et kort stykke med overraskende klar og klangfuld sungen vokal – albummets eneste forekomst, som meget passende kaster en velkommen solstråle hen over albummets hidtidige mørke.
Trods et glimrende overordnet indtryk, gav åbningsduoen mig i lang tid et mere negativt syn på albummet, end det fortjener. ”Earliest Roots” savner de senere numres sammenhængskraft og fremstår i stedet som tre sammensatte stykker forbundet af et hovedriff, som atypisk for albummet består af to ligefremt anslåede akkorder. ”Unlit” mangler resten af albummets møjsommelige bevægelse – den bliver aldrig rigtig spændingsfuld og aldrig rigtig intens. Gruppen rammer en barsk og usmykket atmosfære, men holder sig også meget tæt til den på hele albummet, så selvom sangskrivningen er flot som helhed, så savner jeg lidt mere humørmæssig afveksling fra sang til sang. Kun afslutteren skiller sig ud i denne henseende med et opløftende og triumferende stenet groove, hvilket naturligvis er tilsigtet fra gruppens side og umådelig effektfuldt, men hvilket også fremhæver, at de øvrige sange har meget enslydende udtryk.
Ambitiøse mål
Of Lowly Origin præsenterer en meget konkret vision for Dying Hydras musik. I forhold til EP’en er sangene udvidet med stemnings- og spændingsskabende stykker, som drager lytteren nærmere, førend gruppens støjende sludge-riffs omslutter ørerne. Albummet holder sig meget til den samme dystre stemning, hvilket jeg personligt gerne havde set varieret en smule, og jeg kan nævne to sange, som ikke opnår den samme blanding af sammenhæng og vidde som resten. Til gengæld er de øvrige så vel skrevne og udført, at man kan – og bør – lytte til albummet uden at lave noget andet samtidig.
