Røg og støv
Er du stor fan af stoner rock og doom metal, kender du sikkert allerede Spelljammer. Den svenske trio har nemlig skabt heftig røre i undergrunden – først med det flotte debutalbum Ancient of Days fra 2015 og siden med den nyeste skive Abyssal Trip fra tidligere i år. Pladen har fået fortrinlige anmeldelser både herhjemme og i udlandet, og nu er den altså også landet på mit skrivebord. Og lad mig bare sige med det samme, at Abyssal Trip er noget af en plade.
Mod afgrunden
På mange måder er Abyssal Trip en helt naturlig efterfølger til Ancient of Days: Spelljammer spiller stadig tung og støvet heavy ikke fjernt fra Dopelord, Monolord og Sleep. Alligevel viser den svenske gruppe her på sin anden fuldlængde en markant mørkere lyd, en tættere produktion og et mildest talt betagende udtryk: Det er tungt, slæbende, repetitivt – men aldrig kedeligt – og fyldt med lækre riffs, der peger i retning af den Sorte Sabbat.
Pladen lægger ud med ”Bellwether” – en formidabel skæring, der efter fire minutters instrumental brummen introducerer Niklas Olssons karakteristiske vokal. Den er mudret og smadret og drukner næsten i mikset, men det er lige, som det skal være. Stærk start på en stærk plade. Succesen fortsætter på ”Lake”, der leger med interessante temposkift, har en fuldstændig smadret vokal – på den fede måde, naturligvis – og hvor guitarriffet konstant er i fokus. Et stykke inde i nummeret skrues der desuden helt ned for tempoet, stilfærdige trommer og en clean guitar tager over, og Spelljammer formår sådan at tilføje et solidt skud dynamik.
På samme høje niveau finder vi titelnummeret ”Abyssal Trip”. En samplet lydstump fra en film indleder skæringen, hvorefter et tonstungt guitarriff sætter i gang. Tempoet er langsomt og suggestivt, den druknede vokal giver et tilpas lag tåge, og løbende spiller Robert Sörling eller Niklas Olsson fængende guitarlicks henover riffet. Nok er Spelljammer repetitivt, men det er sgu aldrig kedeligt! I øvrigt byder flere af numrene også på smagfulde og udsyrede guitarsoli – hør bare titelnummeret eller ”Silent Rift”. Hvad mere kan man bede om?
Mange plusser og et lille minus
Der er meget godt at sige om Abyssal Trip. Faktisk rigtig meget. Den svenske trio spiller fortrinligt, udtrykket er mørkt og betagende, riffene sidder lige i skabet, og produktionen er både tyk og dynamisk. Det eneste minus, jeg kan grave frem, er, at flere af numrene minder lige rigeligt om hinanden med hensyn til opbygning: For eksempel har både ”Lake”, ”Abyssal Trip” og ”Silent Rift” et stille afbræk to tredjedele inde i sangene, hvorefter bandets karakteristiske bulder og brag vender tilbage. Men lad os være ærlige: Det er en bagatel. Er du til doom metal med et stenet islæt, må du ikke snyde dig selv for Abyssal Trip!
