Metaldronningen Doro er tilbage i et vellykket forsøg på at beholde tronen
Det begyndte i Düsselforfs undergrund, men udviklede sig hurtigt med success omkring 1980erne i bandet Warlock. Her taler jeg om bandets forsanger Dorothee Pesch, bedre kendt som Doro. Hun startede ogsåå i den periode sin solokarriere, og havde stor success med den i Europa. Hendes første soloalbum udgav hun i 1989, og har siden da gjort sig væridg til at blive kaldt metaldronning. Her i 2012 kom hendes tolvte studiealbum Raise Your Fist så, og det er en meget positiv oplevelse.
Albummet starter brat ud med et rigtig godt riff, og vokal lige efter. Derefter er det en energifyldt mid-tempo sang, med rigtig gode riffs, og generelt en rigtig god præstation fra musikerne. Andet nummer er lidt mindre energisk, men hun formår at holde samme stemning oppe, og hendes stemme fejler heller ikke. På trods at hendes lange karriere, og at hun sikkert er ved at være oppe i årene, har hendes stemme en kraft som man sjældent ser ved kvindelige forsangere, samtidig med at sangene er rigtig nemme at synge med på og rigtig headbanging-venlige. Første kritikpunkt er hun ikke selv skyld i. Det er på fjerde nummer, "It Still Hurts" med Lemmy (fra Motorhead). Det er en af de helt stille sange på albummet, og åbenbart det værste man kunne sætte Lemmy til at synge. Forestil dig en monoton tone med variation, og så har du et godt billede af Lemmys bidrag, og en helt anden side af hans ellers ganske fine vokal. Igen klarer Doro det ganske fint. Hun har også en gæst med på "Grab The Bull (Last Man Standing)". Det er Gus G, og han præsterer væsentlig bedre end Lemmy, mest ved ikke at ruinere sangen fuldstændig. Han præsterer væsentlig mindre end guitaristen på Doros egne sange. Dog er hans guitarsolo rigtig god. Det giver dog en ide om at han måske har kedet sig lidt ved rytmespillet. Herefter går det igen fremad i flyvende fart. Det næste stille nummer, "Engel", er smukt og atmosfærisk, og der er ingen varierede monotone lyde til at ødelægge det. Numrene herefter mangler lidt energi, men den godt stemning er der gennem hele albummet. En lille ting der nager, er dog, at hun har det med at gentage hendes omkvæd i sangene rigtig meget. Det er ikke jordens undergang, men det tror jeg ærlig talt hun kunne have gjort bedre.
Men kan Doro så beholde tronen? Indtil videre vil jeg sige ja. Hun har en fantastisk stemme, og beviser at metal ikke skal være symfonisk for at have en kvinde i front. Hun leverer ren, rå, god gammeldags heavy metal, og hun gør det med energi og kraft, på trods af hendes alder. Hendes valg af musikere er bestemt heller ikke til at klage over. Det er et album hvor alle kan følge med uden at kede sig, og det er også et rigtig godt vindue ind i metal-verdenen.
Raise Your Fist In The Air har væsentlig mere energi end hun viser I musikvideoen.
