Tyske Haggard, som spiller en form for neoklassisk metal (en blanding af klassisk, folkemusik og doom metal), var sat til at spille på W.E.T stage denne torsdag. Det var desværre en meget forkert beslutning for der var kommet rigtig mange mennesker for at se dette band.

Jeg havde set frem til denne koncert for jeg havde aldrig før haft fornøjelsen af at opleve Haggard live, så glæden var stor da bandet trådte frem på scenen og jeg skal love for at de fik fyldt den lille scene godt ud. Bandet tæller små 15-20 mennesker og de var alle fast besluttet på at give det fremmødte publikum noget af en fest. Stemningen i teltet var god og selvom det ikke er traditionelt headbanging metal så blev der rocket med rundt i teltet når bandet blandede violiner med hårdtslående rift og dybe growls. Desværre var lyden i forsangerens mikrofon ikke særlig højt stillet, mens det klassiske kor i baggrunden var skruet for højt op. Heldigvis blev det rettet halvvejs inde i koncerten. Haggard fik små 45 minutter at spille i og de efterlod det fremmødte publikum i et fortræffeligt humør. Skulle Haggard på noget tidspunkt komme til Danmark så kan jeg varmt anbefale dem.

8/10

Hovednavnet på dette års Wacken Open Air var ingen ringere end tyske Rammstein og så var det oven i købet deres første optræden på festivalen nogensinde. Der var ingen tvivl om at de var et band som Wacken Open Air festivalen havde ventet længe på at kunne præsentere. Koncerten bød på et væld af pyroteknik og et sceneshow med en masse genbrug fra tidligere shows.

Rammstein havde lagt beslag på True Stage hele torsdagen for at sætte deres imponerende show op og derfor var forventningerne også store da bandet gik på scenen. Forsanger Till Lindemann blev hejst ned fra loftet iført en lyserød pelsvest og helt afbleget hår. Bandet lagde ud med nummeret "Ich Tu Dir Weh" for så at slå over i "Wollt ihr das Bett in Flammen sehen?" og så havde Rammstein sat ild i de små 75.000 gale tyskere der alle skrålede med på sangene. En sjov oplevelse for en dansker at opleve dem på hjemmebane hvor næsten alle kunne skråle med på sangene. Lyden sad lige i skabet denne aften og selv de bagerste blandt publikum må have oplevet at blive blæst tilbage lige fra start af.

Selvfølgelig var der også den obligatoriske pyroteknik og der blev ikke sparet på flammekasterne som skød ild i alle retninger nærmest konstant. Især under nummeret "Mein Teil", hvor forsangeren Till Lindemann iført et blodigt slagterforklæde, legede med en kæmpe håndhold flammekaster og skød ilden ind under en kæmpe gryde på scenen hvor det selvfølgelig som altid gik ud over deres keyboard spiller "Flake" som befandt sig i gryden. Senere måtte han lægge bagdel til deres klassiske SM show under nummeret "Bück Dich" og sådan kunne koncerten ellers forsætte efter alle Rammsteins regler.

Under nummeret "Sonne" blev den tyske schlager sanger Heino hevet op på scenen for at synge med, og for en dansker som mig virkede det en smule underligt men jeg blev senere fortalt at det var en form for provokation, da den 74 årige Heino ligesom Rammstein også har været beskyldt for at være nazi sympatisør. Så det var nok Rammsteins tyske måde at sige fuck jer til dem så kaster med disse beskyldninger.

Koncerten bød på det ene store hit efter det andet og efter små to timer kunne bandet slutte af med nummeret "Pussy" hvor Till Lindemann satte sig op på en gigantisk skumskydende peniskanon der pegede ud over publikum og så var der ellers dømt skumbad til de forreste rækker.

Koncerten sluttede og man stod tilbage med en blandet følelse. På den ene side var det en ganske suveræn koncert med alle de numre man kunne ønske sig, mens man på den anden side følte at man havde set det hele før. Jeg må dog side at jeg denne gang vælger at se på den positive side for Rammstein udførte en ganske imponerende koncert med alt hvad man kunne forvente af dem på hjemmebane.

Sætliste

1. Ich tu dir weh
2. Wollt ihr das Bett in Flammen sehen?
3. Keine Lust
4. Sehnsucht
5. Asche zu Asche
6. Feuer frei!
7. Mein Teil
8. Ohne dich
9. Wiener Blut
10. Du riechst so gut
11. Benzin
12. Links 2-3-4
13. Du hast
14. Bück dich
15. Ich will
16. Mein Herz brennt
17. Sonne
18. Pussy

9/10

Solen brager ned over festivalspladsen lørdag eftermiddag og folk gemmer sig i skyggerne fra tv-tårnene og madboderne. Det afholder dog ikke en god flok fremmødte for at skabe gode rammer for Powerwolfs koncert på Wacken. Powerwolf har med deres nyeste udgivelse, den femte i rækken, for alvor brudt igennem. Dette fremgik tydeligt af et entusiastisk publikum der sang med på en lang række ældre og nye numre. Den medbragte setliste var ligeledes alsidig hvor man som lytter fik en bred indførelse i Powerwolfs univers. At dette univers så ikke er særligt varieret og til tider meget forudsigeligt indfluerer på en lettere kedelig og rutinepræget eksekvering af en koncert. At adskille disse to elementer er ekstremt svært, da Powerwolf egentlig leverer et ganske gedigent show, men numrenes manglende varians formår alligevel at kede den anmelder en smule undervejs. Desuden kan man diskutere Wackens prioritering mht. scenevalg. Powerwolf spillede på True Metal Stage midt på en dag hvor solen mere end noget andet stod i centrum. Om noget egner bandets univers og atmosfære sig nok bedre til mere intimitet og i høj grad mørke. En plads i teltet eller aftenkoncert på Party Stage havde nok egnet sig bedre til denne koncert. Højdepunktet? At stå ved siden af fem tyskere med gigantisk ølvom og skråle med på "Ressurection by Erection". Der findes ikke ord til at beskrive en sådan situation. Vi kommer dermed ikke helt i top med denne anmeldelse, men vi ender alligevel på et godkendt show der trods Powerwolfs forudsigelighed bliver eksekveret stemningsfuldt og professionelt.

7/10

Jeg har altid haft det svært med Ihsahns musikalske univers fremført live. Materialet er relativt komplekst og besidder mange spidsfindige detaljer der har det med at gå tabt i mudret lyd. Derfor var fornøjelsen ikke desto større, da Ihsahn leverede en velvagt setliste bestående af numre fra hele den tidligere Emperor frontmands diskografi. Der er relativt mange mennesker fremmødt til denne koncert, selvom det steger på festivalpladsen, og teknisk post-black metal måske ikke er det mest tiltrækkende for den alment interesserede lytter på netop denne dag. Ihsahns musikalske univers er trods alt ikke et man blot svinger sine 1 liters Franziskaner fadøl til. Detaljerne i musikken spolerer ikke et aggressivt lydbillede der konfronterer lytteren. Lyden er god, hvilket som nævnt er alpha og omega for et koncert med et band som Ihsahn skal kunne fungere. Det personlige højdepunkt er nummere "Unhealer" fra "angL" der virkelig går godt igennem. Paradoksalt nok var publikums tilstedeværende mest tydelig efter koncerten hvor Ihsahn proklamerer sin tilbagevenden næste år med Emperor. Efter dette show, med en veloplagt Ihsahn, kan man kun se frem til næste års Wacken!

8/10

Kl. 17:15, solen er nogenlunde i ryggen nu, men det er stadig over de 30 grader på denne fredag. De fleste publikum ligger højst sandsynligt stadig i deres camp og bager, men der er mødt en god flok op, for at høre de gamle danske hardrockere som er Pretty Maids. De åbner op med "Mother of All Lies" fra deres nyeste album Motherland, det er også fra det album, hvor der bliver spillet flest numre fra. Publikum er ikke så varme, eller nærmere alt for varme og vi skal en tre-fire numre ind for at få alle sammen godt med. Forsanger Ronnie Atkins arbejder flot for at få publikum med, og står ikke bare og kører sit eget show på scenen. Der højt tempo på, og det bliver kun sænket en enkelt gang på nummeret "I.N.V.U." Lyden er god, men lidt skinger især soloerne og den meget gennemtrængende synth, men undervejs er der en masse feedback, så mange at man skulle tro det var praktikanten, der var på arbejde. Det burde ikke ske på en af de store scener på Wacken. Efter en varm og fantastisk koncert, hvor der også plads til den poppede "Little Drops of Heaven" og de gamle 80'er numre "Needles in the Dark" og "Back to Back" lukker Pretty Maids med crowdpleasuren fra de gamle dage "Red, Hot and Heavy" som ekstranummer.

7/10

Dette var en af de koncerter jeg havde set mest frem til på dette års Wacken. Sidste gang jeg så Soilwork var på Grasspop Metal Meeting 2008 hvor de gav et drøn af en fed koncert. Men hvor der er højt at flyve er der også dybt at falde...

Soilwork gik på Party scenen fredag eftermiddag, en dag hvor temperaturen kom på den gode side af 30 °C. Men om det var på grund af temperaturen ved jeg ikke, men Soilwork leverede vel nok den dårligste koncert på dette års Wacken. Kan ikke huske at have oplevet et band som virkede så ugidelige på en scene som Soilwork gjorde det denne fredag.

Lyden var helt ufattelig ringe, anført af en mikrofon som var så lavt stillet at man til tider slet ikke kunne høre forsangeren. Dernæst var lydniveauet så lavt at vi kunne høre mere af Agnostic Fronts, som spillede på Black Stage, end vi kunne høre Soilwork.

Bandet virkede som om de bare ville have dette overstået og hold helt utrolige lange pauser mellem hvert nummer. Dernæst var samspillet eller mangel på samme helt fraværende. De virkede slet ikke som et sammenspillet band men derimod som en flok musikere der skulle lave hver deres solo optræden.

Hvordan de kan levere sådan en koncert er stadigvæk en gåde for mig for hold da op hvor de leverer på deres albums, men live kan de åbenbart ikke finde niveauet.

En helt igennem skuffende oplevelse.

2/10

Jeg har aldrig været den store Power Metal fan, faktisk er det en af de stilarter inden for Metal jeg mindst kan lide. Det er dog med undtagelse af et enkelt band, Sabaton. Det er først fornyligt jeg har stiftet bekendtskab med bandet, og de ændrede lidt mit syn på Power Metal, det hele er ikke pumpede Manowar lignende mænd, som synger super high pitched osv. Selvfølgelig har man altid kunnet lide Dio, men de fleste Power Metal bands har bare aldrig har været mig. Men nu til sagen. Wacken 2013, en mark "in the middle of nowhere" i Tyskland, fem dage (hvis man altså rejser med Livscenen) med bajere og god musik. En kæmpe oplevelse som alle metalheads fortjener at få sig hvert fald en gang! I år spillede Sabaton som et "headligning" navn på festivallen, og det var et af de bands jeg helt klart måtte se. Jeg har aldrig før set Sabaton live, så jeg var ret så spændt på om det var noget ved. Lørdag aften spillede de på true Metal Stage, som er en af de to største scener på festivallen. Vi gik der op tidligt for at få en god plads, da vi regnede med at der blev fyldt, og det skal jeg love for der blev gjort. På storskærmene der pannede over publikum, i mens Sabaton var ved at gå på til tonerne af "The Final Count Down", viste enorme mængder af metalheads. Jeg tror det er første gang jeg har været til en koncert på Wacken med så mange mennesker, og jeg har kommet der fire år i træk. Publikums mængderne straks sig helt ned til det man kalder Wackinger Village, det var vanvittigt, jeg vil skyde på at der var omkring hvert fald en 60-70 tusinde tilskuere, det var helt vanvittigt! Men Sabaton går på under introen ''March to War'' og begynder straks at spille ''Ghost Division'' og publikum bliver helt pumpet op! Folk synger og skråler, headbanger, mosher, med til de episke tone, man det var vildt! Efter sangen ser man hvor nede på jorden bandet er. Forsangeren Joakim Brodén er helt lamslået over menneskemængden og fortæller hvor beæret han er at så mange kom for at se deres band. Se det var noget publikum kunne lide og straks går de i gang med nummeret "Gott Mit Uns" fra deres nyeste plade. Generelt spillede de en rigtigt god variation mellem nye og gamle numre fra albums som Carolus Rex , Coat of Arms , Primo Victoria etc. Mit højde punkt var "Primo Victoria", som nok er min favorit Sabaton sang, et nummer der også fik publikum til at gå helt amok. Generelt var lyd og mix til koncerten i top, jeg ved at det ofte kan være et problem, specielt til mindre koncerter på Wacken, på de mindre scener, et eksempel er Soilwork, hvor mix of lyd fuldstændigt slagtede dem, i forhold til hvor gode de ellers er live. Joakim har en kanon stage prescence og er fuldstændigt energisk som man virkeligt kan mærke på publikum, han få dem virkeligt med på grund af hans stage presence og også at Sabatons sange er så nemme at synge med på. Han minder på nogen punkter om Bruce Dickinson fra Maiden. Fx fortæller han at normalt råber alle til deres koncerter, SABATON, SABATON!! Men i Tyskland råber de, og straks råber publikum "Noch ein bier, noch ein bier! (endnu en øl, endnu en øl!), og Joakim bunder en øl. Eller da han tilbyder at bytte sin meget genkendelige vest med metal pladder ud, hvis en i publikum har den, det var der selvfølgelig, så der var en der fik sig en fed souvenir. Alt i alt en fantastisk koncert, og helt klart mit højdepunkt fra Wacken 2013.

10/10

feat. Wadokyo

Da bandet gik på scenen, var der ikke synderlig mange foran Party Stage. Folk derimod havde stimlet sammen foran Black, for at se Motörhead. Jeg havde valgt Corvus Corax da jeg vidste de kunne sparke en sand middelalder fest i gang og så havde jeg snart oplevet Motörhead en del gange. Det kan jeg ikke sige om Corvus Corax. Sidste gang jeg så dem var Wacken 2005 og grundet en pænt høj promille, så kan jeg ikke sige synderlig meget om det show, ud over jeg husker det som sjovt.
Covus Corax havde denne gang tromme orkesteret Wadokyo med på scenen og sammen med Corvus Corax skulle de levere en sand middelalder fest for alle sanserne!
Dette show må jeg nok erkende var en af de fedeste på dette års Wacken. Der var fuld knald på fra start til slut og publikum var i højt humør og dansede rundt i takt med musikken hvilket blot var med til at gøre dette til en mindeværdig oplevelse. For folk som ikke kender bandet, så kan man ikke kategorisere dem som et metal band. Nok nærmere en middelalder folk band. Dog beviste de under showet, at de også mestrede metal, da de spillede en anerledes men gennemført fortolkning af Amon Amarths "Twilight of the Thundergod". Det var afsindig morsomt og pisse godt.
Mange folk der havde valgt er se Motorhead, måtte se sig tilfreds med 20-25 min hvorefter bandet sluttede brat af. De fleste valgte derefter at slutte sig til Corvus Corax festen og det trak hele oplevelsen op til et skyhøjt niveau. At opleve over 40.000 mennesker svinge armene i takt fra side til side var en sand visuel orgasme. Det var overvældende og jeg fik op til flere gange kuldegysninger over det meste af kroppen.
Corvus Corax leverede over al forventning og får derfor topkarakter.

Setlist:

1. Intro (Wadokyo)
2. Bibit Aleum (med Wadokyo)
3. Sverker (med Wadokyo)
4. Fiach Dubh
5. Venus Vina Musica
6. In Taberna
7. Havfrue (med Wadokyo)
8. Spielmannstanz (med Wadokyo)
9. Pack (med Wadokyo)
10. Twilightof the thundergod (med Wadokyo)
11. Ragnarök (med Wadokyo)
12. Chou Chou Sheng (med Wadokyo)

10/10

Siden jeg for 25 år siden første gang som 16-årig på tysk tv så Doro Pesch har hun haft en plads i mit hjerte. Som en af de første kvinder indenfor metal havde hun hele pakken at byde ind med, lange lyse lokker, en smækker krop og en forbandet sexet lettere hæs stemme og her 30 år efter hendes debut med Warlock tilbage i 80érne er hun sku?ikke gået hen og er blevet mindre fræk.
Doro du dæleme dejlig!

Forventningsfulde troppede jeg og et par venner op til hvad der skulle have været en fabelagtig fest, men festen kom desværre aldrig helt i gang.
Det startede ellers meget godt med en enorm scene konstruktion, og størstedelen af WOA publikummet som var mødt op til festivitas med tysklands rock mama nr. 1 Koncerten kom også virkeligt godt fra start med et par af de gamle Warlock numre "I rule the ruins" fra 1987 og "Burning the witches" fra 1984 debutalbummet med Warlock, og festen begyndte at tage form. Herefter spillede hun et af hendes seneste numre "Rock till death" efterfulgt af endnu et af de gode gamle Warlock numre "East meets west" med gæsteoptræden af Chris Boltendahl (Gravedigger) og herefter var det som om luften gik lidt ud af ballonen på trods af at alt blev eksekveret med tysk sans for præcision.
Den resterende del af koncerten var mere præget af at være en afskedskoncert og ikke jubilæumskoncert hvilket var lidt ambivalent. Bevares der var stadig gode numre på plakaten hvor de næste var "Night of the warlock" og den officielle Wacken hymne "We are the metalheads" som om ikke andet satte gang i fællessang fra publikum og de deltager fra publikum som fik lov at komme med på scenen.
"Raise your fist in the air" efterfulgte "We are the metalheads" og sluttede af med at trommeslageren fik lov at hamre en alt for lang solo af hvor folk mest så lidt triste ud, bevares manden kunne sit kram men det var ligesom ikke ham vi var kommet for at se. Det var jo dejlige Doro vi var kommet for at fejre.
Heldigvis kom den dejlige Doro tilbage og efter en fed duet med Biff Byford (Saxon) på cover nummeret "Denim and leather" og Warlock nummeret "Hellbound" som trods alt satte lidt fut i fejemøjet var det som om festen gik hen og blev træt. Den resterende del af koncerten havde hun travlt med at takke sine fans for deres support, takke sine band medlemmer, hive gæster på scenen og generelt var tempoet for nedskruet til at det for alvor blev sjovt.
Den resterende del af koncerten bestod af "Für Immer" med Uli John Roth på gæsteguitar dedikeret til Ronnie James Dio som Warlock turnerede med tilbage i 87 efterfulgt af "Revenge" fra hendes seneste album som klart er et af de bedste numre fra denne skive.
Gæsteoptrædener var der fortsat og til "Metal tango" blev Erik Fish på vokal og Frau Schmitt på violin (Subway to Sally) hevet på scenen til et nummer der bare ikke fungerer live, til endnu en gang hyldest af Doro som fik en pokal af Erik Fish som tak for hendes 30 år indenfor metal scenen.
Tredjesidste nummer denne aften fra dejlige Doro var et cover af Judas Priest klassikeren "Breaking the law" som hun takkede for at have taget hende med på turne tilbage i 86. Hun havde her Phil Cambell (Mötorhead) med på gæsteguitar, men desværre startede nummeret alt for stille og først halvvejs igennem fik det smadder som et kongenummer som dette fortjener.
Næstsidste nummer var "All we are" som havde både Erik Fish (Subway to Sally), Corvus Corax på sækkepiber og Joachim Brodén (Sabaton) som gæste solister hvoraf sidstnævnte stod med et smørret smil da han fik smidt Doros mikrofon i hovedet og ikke kendte teksten.
Det var en god griner og han var den første til at flække sammen.
Sidste nummer fra Doro denne aften var "Earthshaker rock" som vi hørte mens vi forlod festen der aldrig rigtig kom op i gear.
Doro har så stort et bag katalog både fra Warlock dagene og fra hendes solo karriere at det virkede besynderligt til en jubilæums koncert ikke at kunne fyre en forrygende set liste af som kunne have gjort dette til en tysk folkefest i stedet for en hyldest til den ene og den anden, Dankeschön, danke ihn, danke euch, vielen Dank gæste optrædener etc. var der simpelthen for meget af til at koncerten blev andet end en hyldest til dejlige Doro og Doros hyldest til alle andre.
En hyldest hun uden tvivl fortjener, som en af de første kvinder til at slå igennem på metal scenen, men at det grundet gæste optrædener og tak til alle blev ligeså flad en fornemmelse som det Becks øl jeg havde i glasset på festival pladsen, var lidt ærgerligt når nu det kunne have været så meget større.
Doro du sku´stadig dejlig, ingen tvivl om det, men dette var mere som at være til afskedskoncert end til et sprudlende jubilæums show som i den grad kunne have rystet den tyske muld.

7/10 kranier - (gæsteanmeldt af Pjotr Haren)
- 6 kranier for koncerten og et fordi du er dejlig, Doro.

7/10

Amorphis var absolut et af de navne, som jeg havde glædet mig til på dette års Wacken. Finske Amorphis gik på scenen fredag nat 00.15 og havde allerede inden annonceret at de ville levere et ekstra show, hvor de ville spile få af deres numre på en særdeles anderledes måde. Jeg har opdelt anmeldelsen i to dele, da Amorphis' akustiske show var meget særpræget og fortjener en vurdering for sig selv.

Akustisk show

Amorphis startede deres koncert med deres akustiske show, hvilket var til stor skuffelse for rigtig mange blandt publikum. De første på scenen var en saxofonist og en kvindelig sanger, to elementer som normalt ikke er en del af bandet. Saxofonisten spillede en kort intro som desværre led gevaldigt under lydproblemer. Et fænomen som man snart havde vænnet sig til på Party stage desværre. Flere gange under denne minutter korte intro måtte saxofonisten bede lydmændene skrue op. Skidt start.

Herefter trådte bandet ind på scenen, trommerslager Jan Rechberger og Esa Holopainen, Tomi Koivusaari og Neclas Etelävuori på akustiske guitarer, Santeri Kallio på keyboard og selvfølgelig Tomi Joutsen i front som forsanger. Da bandet begyndte at spille, var det tydeligt at folk blev overrasket og hørte endda folk grine blandt publikum. Dette var absolut ikke forventet. Tempoet var sat helt ned i gear og var nærmest bluespræget. Dette var ikke typisk Amorphis. Uden at vide det med sikkerhed, så tror jeg at 30% af det fremmødte publikum valgte at forlade Party stage på grund af dette.
Jeg personligt havde dog forventet dette akustiske show. Synd for dem som valgte at forlade Party Stage, for det var faktisk pisse hamrende fedt. Bandet beviste at de er afsindig dygtige til deres arbejde og især Tomi Joutsen forbavsede mig. Hans vokal kom virkelig til sin sande ret her. Har ikke været i tvivl om, at han er en dygtig sanger, men havde ikke forventet han levere så godt som han gjorde under dette akustiske show. Dette var ikke et show med knald på. Det var en unplugged koncert, som jeg gerne ville opleve igen. Amorphis havde valgt fem numre ud, som de levere perfekt og valget af saxofon sad ligeledes lige i skabet. Dette akustiske show levede op til en karakter på;
8 / 10 kranier!

Setliste:

1. Enigma
2. I of Crimson Blood
3. Empty Opening
4. Rusty Moon
5. Sign from the Northside

Normalt show

Efter de fem numre, forlod bandet scenen for at returnere med fornyet energi, klar til at vække publikum fra den trance de var endt I efter det akustiske show.
Amorphis sparkede anden del af deres show i gang med Shades of Gray, åbningsnummeret fra deres nyeste skive "Circle" mens ildkanonerne hamrede derudad. Derefter spilled de Nightbird's Song, en af deres til dato bedste numre. Håbede på at bandet ville spille netop dette nummer, da jeg var nysgerrig om Tomi Joutsen kunne levere. Jeg blev IKKE skuffet, tværtimod overraskede han igen. Bandet valgte at spille publikumpleaseren "Silver Bride" som tredjenummer og selvfølgelig opstod der sing-a-long og publikum var endelig kommet op i gear.
Bandet sluttede deres set af med "My Kantele", et nummer som blev støttet op af saxofonisten, hvilket var med til at lave en særdeles fornuftig afslutning på et anderledes men vellykket show.
Karakteren landet på:8/10 kranier

Setliste:

1. Shades of Gray
2. Nightbird's Song
3. Silver Bride
4. Narrow Path
5. Castaway
6. Hopeless Days
7. House of Sleep
8. My Kantele

8/10

Fredag aften fik tyske Grave Digger lov til at lukke festivalpladsen, og det glædede jeg mig til. Folk begyndte at samle sig foran True Metal Stage, men jeg nåede at få en god plads med godt udsyn. Så begyndte introen fra Clash Of The Gods, "Charon" at spille. Det var ikke så lang tid, så spillede de titelnummeret fra samme plade. Det var efter min mening et dumt træk, da det var sent og folk var trætte. Så den langsomme sang passede ikke godt ind der. De fik dog rodet bod på det med "Death Angel And The Grave Digger" (igen fra Clash Of The Gods). Og så var festen i gang. De spillede de gamle klassikere, og en god del nye også, deriblandt "Hammer Of The Scots" (fra The Clans Will Rise Again), som folk skreg rigtig godt med på. Nu havde folk fået energien tilbage, og smittede også af på bandet, som virkelig gav den gas. Det skal de have ros for, taget deres alder i betragtning.

De havde også et par gæstemusikanter på scenen. Gennem hele showet havde de Van Canto som kor, hvilket jeg nu var ganske tilfreds med. Deres tilstedeværelse fik mig også til at se frem til at Grave Digger spillede "Rebellion", og det gjorde de også til sidst i showet. Men! Van Canto fyldte lige så lidt som de havde gjort hele showet, hvilket jeg fandt rigtig skuffende. Jeg havde ladet mig høre at de fremførte hele introen til nummeret under Grave Diggers 30 års jubilæum. Sangen var generelt veludført, men Van Cantos geniale stil blev bare ikke brugt nok.

Desuden havde de to gæstemusikere mere på scenen. Først, Den Australske Sækkepibespiller. Han blev populær for ikke så længe siden, da en video af ham florerede på internettet. I den nævnte video spiller han AC/DCs "Thunderstruck" på sækkepibe, som han spyr ild ud af en gang imellem. Han spillede med på "Highland Farewell" og spillede soloen på "Rebellion". Han gjorde et rigtig godt stykke arbejde, og ville for mig at se være en rigtig god tilføjelse til Grave Digger. Den anden gæstemusiker var Joakim Brüden (fra Sabaton), som nok bare var overgearet, og ville på scenen. Han gjorde i hvert fald ikke noget særligt for showet.

Alt i alt er jeg rigtig tilfreds med Grave Diggers præstation. De gav den gas, og holdte folk vågne midt om natten. De fik folk til at synge med og endda juble en smule. De var utrolig energiske taget deres alder i betragtning, og har sikkert mange gode år endnu. De fik ikke bruge deres gæstemusikere særlig godt, men man kan ikke bebrejde dem, når de kan styre showet så godt selv.

8/10

Lørdag kl. 13:15 på Partystage (den mellemstore scene) spillede piraterne fra Alestorm. Jeg tænkte at jeg ikke havde så travlt, med at komme tidligt til koncerten, for der er masser af plads ved Partystage, men der tog jeg grusomt fejl. Da jeg kom, 10 minutter før showet startede, var der så fuld, at jeg ikke kunne nå længere end til Front of House. Der var langt ned til scenen, og med de mange pirathatte rundt omkring var det svært at se. Men publikum var friske og der blev hoppet og danset allerede fra første nummer, som var fra deres nyeste album. Og det blev kun bedre til de sange, der handler om at drikke som "One More Drink" og "Mead and Wenches" med et vers på tysk, der blev dræbt dværge i "Midget Saw", og da der blev spurgt om der er nogen vikinger til stede og publikum gik amok, kommer det fra scenen: "We hate vikings, so heres a song about killing vikings!" Lyden på Partystage er ikke så god og man skal langt op foran for at høre det godt, Partystage kunne slet ikke spille op for de mange mennesker der mødt op. Det blev ikke bedre af at det blæste en del, så lyden blev kastet rundt. Alestorm fik kæmpet sig igennem med et begejstret publikum, og ved at spille deres favoritter. De sluttede af med "Keelhauled", "Captain Morgan's Revenge" og druksangen over dem alle "Rum". Men humoren og repertoiret kan ikke gøre op for den dårlige lyd.

4/10

Halvanden time efter Alestorm er Sonata Arctica klar på Party Stage. At mørke skyer dukker frem mod syd kan ikke skræmme folk væk, og der bliver hurtigt fyldt ved Partystage. Da de går på og åbner med ild og "Only the Broken Hearts" fra deres nyeste album Stones Grow Her Name, så er festen i gang, men publikum er ikke helt med, og det er kun de forreste der fyrer den af. Stones Grow Her Name albummet er i centrum for denne koncert, og der bliver spillet mest fra. Der ikke meget af det helt gamle, men vi slipper ikke for "Replica" og "FullMoon", lige efter de spillede den catchy'e single "I Have A Right". Stille sange var der ikke gjort plads til, som de ellers er kendte for, så tempoet var højt hele vejen igennem. Omkring tyve minutter inde i koncerten begyndte det at styrte ned, og der kom et hel døgns regn i løbet af resten af koncerten, som forsvandt lige så hurtigt det kom. Det kunne heller ikke skræmme folk væk, og jeg ender med at stå i en mudderpøl, der hurtigt forvandles til et mini moshpit og danseplads under Wildfire part II. Det der brød Sonata Arcticas fortryllelse var et sært bluestykke, som blev smidt ind i det hele. Det blev brugt til at få publikum til at råbe med og til at få Tony til at holde kæft. Malplaceret og mystisk som dette var, var det her publikum kom mest med, for Tony var ikke den bedste til at interagere med publikum undervejs, men med masser af regn og masser af ild var humøret højt og Sonata Arctica lykkedes at fyre op for en fed koncert.

4/10

Så kom turen til en af de koncerter jeg havde set allermest frem til, for efter deres drømmekoncert sidste år på Copenhell så var forventningerne tårnhøje til det amerikanske band.
Bandet gik på Black Stage lørdag eftermiddag og der var mødt rigtig mange mennesker frem for at høre bandet og flere havde skilte med hvor der stod velkomst hilsner til forsanger Randy Blythe efter hans frifindelse i drabssagen i Tjekkiet.

Bandet gik på scenen til lyden af trommerne fra nummeret "Desolation" og så var der skudt gang i den koncert. Publikum var super tændte og allerede fra start var der små mosh pits og et konstant flow af crowd surfere op mod scenen. Desværre var lyden i starten ganske elendig men det blev rettet op efter de første par numre.
Det tredje nummer "Walk with Me in Hell" var starten på moder naturs vrede, da himlen åbnede sig op med et skybrud af dimensioner. Regnen varede ved i resten af koncerten og det var stærkt medvirkende til at koncerten aldrig rigtig kom i gang igen. Bandet forsøge alt hvad de kunne for at skabe den stemning og energi der skal til ved en Lamb of God koncert.
Rigtig mange mennesker valgte at forlade koncerten men regnvejret taget i betragtning så var der faktisk mange der blev og var med til at gøre koncerten ganske fed.
Bandet leverede alle deres store hits og de sluttede selvfølgelig af med numrene "Redneck" og "Black Label". Så hvis regnen ikke var kommet havde Lamb of God nok væltet Wacken som de gjorde i København sidste år.

Sætliste:

1. Desolation
2. Ghost Walking
3. Walk with Me in Hell
4. Set to Fail
5. Ruin
6. Now You've Got Something to Die For
7. Omerta
8. In Your Words
9. Laid to Rest
10. Redneck
11. Black Label

8/10

Så stod den på noget af det bedste groove metal Wacken kunne byde på dette år i form af Californiske DevilDriver. Solen var kommet tilbage efter skybruddet tidligere på dagen og der var høj stemning foran Party Stage, hvor der var mødt mange op for at opleve det rutinerede amerikanske band.

Bandet gik på scenen og lagde ud med nummeret "End of the Line" og allerede fra start havde forsanger Dez Fafara godt fat i publikum og opfordrede igennem hele koncerten til mosh pits, circle pits og sågar en wall of dead blev det til. Regnen tidligere på dagen havde omdannet underlaget til en stor mudderpøl så circle pitten var en oplevelse i sig selv. At se 200 mennesker spæne rundt i mudder, hvor flere faldt i svinget var simpelthen bare ekstra krydderi til en helt igennem fed koncert.

Bandet leverede en blanding af nyt og gammel materiale og vi fik også lov til at høre en verdenspremiere i nummeret "Ruthless" der blev spillet live for første gang. Ud over dette spillede bandet selvfølgelig klassikere som "I Could Care Less" og "Cloud Over California" og da bandet skulle til at takke af fik Dez Fafara en besked om at de havde 30 sekunder tilbage, hvilket fik ham til at kræve bandet tilbage på scenen til et sidste nummer. For som han sagde til publikum, så kunne DevilDriver uden problemer spille nummeret "Meet the Wretched" på 30 sekunder. Det blev så til små tre minutter og under dette nummer fik Dez virkelig fyret godt op i circle pitten.

Det var en helt igennem godkendt koncert fra DevilDrivers side og selvom lyden på Party scenen ikke altid er den bedste, så gav bandet os præcis den koncert jeg havde forventet.

Sætliste

1. End of the Line
2. Cry for Me Sky (Eulogy of the Scorned)
3. Dead to Rights
4. Ruthless
5. These Fighting Words
6. It's in the Cards
7. Not All Who Wander Are Lost
8. The Appetite
9. Before the Hangman's Noose
10. I Could Care Less
11. Head on to Heartache (Let Them Rot)
12. Clouds Over California
13. Hold Back the Day
14. Meet the Wretched

9/10

Trivium er et bandet jeg har fulgt i noget tid. Jeg begyndte at interesere mig for dem i forbindelse med at jeg begyndte at høre Killswitch Engage. Trivium er efter min mening en af de bedre Metalcore bands derude, men dog har jeg aldrig set dem live før, så dette var endnu en first ved Wacken 2013. Trivium spillede om Fredagen på True Metal Stage (en af Wackens to største scener), på en meget våd festival plads, da der tidligere på festivalen havde været et ordentligt skybrud. Det stoppede dog ikke folk i at komme i at møde op, dog kunne man godt mærke at folk kørte på "last fumes" (inklusive mig), efter en lang festival med enorme mængder bajer. Men Trivium fik trods alt gang i folk. De lagde ud med nummeret "Throes of Perdition" fra albummet Shogun. Jo længere vi kom ind i koncerten, jo mere glemte folk tømmermændene og drak nogle fadøl mere, og ja endte med at moshe og springe på maven i mudder, som man siger dernede "In Rain or Shine!". Men ja publikum skulle lige skydes i gang, og det fik Trivium også gjort. De spillede en ret god mix mellem nyere og ældre albums som Shogun, Ascendancy. det nye In Waves og sågar deres kommende album Vengeance Falls, med "Strife" og "Brave This Storm". Underligt nok var det ikke noget de sagde noget om, de spillede dem bare. Det kunne have været godt med en introduktion, men Trivium har selv sagt et i et interview efter koncerten, at det var fordi de ikke ville have folk skulle fumle med deres mobiler osv. for at optage det, men nyde sangene. Jeg var dog lidt skuffet over denne koncert, lyden og mix var forholdsvis god, men bassisten Paolo Gregoletto's backing vocals kom ofte til at overdøve forsangeren Matt Heafy og det kunne jeg godt have været foruden. Mit største problem var dog at Matt ofte ikke selv growlede/screamede, men i stedet Corey Beaulieu som ikke kun var backing vocals, sikkert for at spare på sin stemme, men derfor ville jeg nu hellere at have hørt ham, han er jo trods alt lead vocalist. Det skal dog siges at han til tider gjorde det, og gjorde et godt stykke arbejde, specielt på nummeret "Dusk Dismantled". Alt i alt en fed koncert, dog havde den få mangler, og jeg syntes ikke helt den havde helt den samme energi, men nu havde jeg jo også tømmermænd efter fire dages kamp druk.

8/10

Lørdag aften skulle jeg opleve den legendariske Alice Cooper for første gang og selvom jeg normalt ikke er den store fan af hans musik besluttede jeg mig for at give det en chance, ikke mindst for at opleve hans altid bizarre sceneshow.

Koncerten startede ganske roligt ud. Lyden var god og det virkede i starten som om publikum lige skulle finde sig til rette. Men så startede Hr. Cooper ellers sit show på scenen og jeg skal love for at jeg blev blæst omkuld, for hold da op den mand kan performe på en scene.
Selvom jeg ikke kendte de fleste af sangene så kunne man ikke lade være med at rocke med og i takt med at koncerten skred frem kom der mere og mere teater på scenen. Hr. Cooper blev udstyret med en spændetrøje og indlagt på et psykiatrisk hospital, behandlet og senere henrettet af en psykotisk sygeplejerske. Selvfølgelig foregik henrettelsen på scenen via en guillotine og så kom koncertens højdepunkt i mine øjne. Hr. Cooper kom i himlen/helvede og der vendte han gravstene og ved hver sten stod et navn. Første navn var Jim Morrison og så stod den på et cover nummer med The Doors, anden sten stod der John Lennon på og så var det et Beatles cover nummer. Tredje sten stod der Jimi Hendrix og sidste sten var Keith Moon fra The Who. En super fed måde at introducere covernumre på og det fik virkelig publikum op i et gear jeg sjældent har set til en rock koncert, der blev danset, sunget, headbanget og bare rocket derudaf til den store guld medalje.
Men da nummeret "Poison" blev spillet så eksploderede Wackens Black stage fuldstændigt og det blev ikke mindre vildt af at ekstra nummeret var "School's Out".
En helt igennem gennemført koncert af Alice Cooper som virkelig beviste at han stadigvæk kan være med på rock scenen. Jeg gik fra koncerten fuldstændig blæst bagover og set i mine øjne var dette den største oplevelse på Wacken dette år.

Sætliste

1. Hello Hooray (Judy Collins cover)
2. House of Fire
3. No More Mr. Nice Guy
4. Under My Wheels
5. I'll Bite Your Face Off
6. Billion Dollar Babies
7. Caffeine
8. Department of Youth
9. Hey Stoopid
10. Dirty Diamonds
11. Welcome to My Nightmare
12. Go to Hell
13. He's Back (The Man Behind the Mask)
14. Feed My Frankenstein
15. Ballad of Dwight Fry
16. Killer
17. I Love the Dead
18. Under the Bed
19. Break On Through (to the Other Side) (The Doors cover)
20. Revolution (The Beatles cover)
21. Foxy Lady (The Jimi Hendrix Experience cover)
22. My Generation (The Who cover)
23. I'm Eighteen
24. Poison
25. School's Out

10/10

Endelig skulle jeg se det band der introducerede mig til metalgenren. Det glædede jeg mig selvfølgelig til, og det var der tydeligvis mange andre der også gjorde. Der var proppet, mildt sagt. Jeg var dog heldig at finde et nogenlunde sted at stå, og så gik de ellers i gang.

De lagde ud med nogle gode hurtige numre for at få stemningen lagt, og de brillerede fra start. Så kom der en pause. Marco introducerede bandets nye forsanger, Floor Jansen, som jeg personligt havde haft min skepsis omkring. Jeg blev dog sat på plads. Kort efter Marcos præsentation spillede de "Storytime", som Floor Jansen fremførte næsten lige så godt som Anette kunne, hvis ikke bedre. Det gamle materiale, såsom "Everdream", fremførte hun på Niveau med Tarjas præstationer, hvilket kan siges at være imponerende. De andre musikere, Tuomas, Marco osv., præsterede også rigtig flot, men Man kan ikke rigtig forvente andet, så erfarne som de er. Tuomas bevægede sig ikke så meget, en mulighederne er også begrænsede bag et så stort klaver. De spillede også et instrumentalnummer, "Last Of The Wilds", hvilket man ikke ser så tit. De slap dog rigtig godt fra det.

Jeg har vist ikke lagt skjul på at jeg er meget tilfreds. Nightwish leverede en veludført koncert, med alt hvad en nightwishfans hjerte begærer, og mere til. Men vigtigst af alt, Floor Jansen viste sit værd som ny forsanger, og jeg var nok ikke den eneste der blev mere end overbevist.

9/10

De (for folk-metal interesserede) legendariske Subway To Sally fik lov til at lukke Wacken 2013, på True Metal Stage. Der var ikke så mange, så det var nemt at få en god plads. Det første jeg lagde mærke til var den meget diskrete sceneopsætning. Det eneste lidt iøjnefaldende var at trommesættet var hævet en smule.

Ellers gav de et ganske fint show. De spillede ikke så meget jeg kendte, men der var nogle klassisere imellem, såsom "Sieben". Der var dog to store problemer med denne koncert. De havde en violinist på scenen, som man stort set ikke kunne høre, og så flød folk-delen lidt ud i sandet. Det er for mig rigtig ærgeligt, for jeg forventede folk metal, med hvad der hører til.

Det andet problem var, at det virkede som en koncert man fik meget mere ud af jo mere af deres musik man kendte. Der var en god del numre, hvor der var en del flere end mig der ikke kendte teksterne, og det kun var de die-hard fans der moshede oppe foran der kunne synge med.

Subway To Sally leverede en ganske fin koncert. Den levede dog ikke helt op til forventningerne, da blandt andet noget så essentielt som folk-elementerne var svære at fange. Desuden spillede de en del jeg (og en del flere) ikke kendte, hvilket ikke rigtig giver en lyst til at lytte videre når man kommer hjem. De fangede mig dog alligevel, og gjorde mig nysgerrig, men ikke så meget som jeg håbede.

6/10