Indrømmet, den relative høje karakter er primært givet fordi jeg altid har haft en svaghed for Doro. Tænkt med hjernen står denne udgivelse måske mere til 60 %, men nogle gange er det vel fair at tage pikken med i sin vurdering – og dertil skal det siges, at Doro holder sig godt. Det så jeg selv for et par år siden (desværre på afstand). Nuvel, uanset hvordan man vender og drejer det, så må man tage hatten af (og pikken i hånden) for den entusiasme Doro har lagt i sin musik gennem nu tyve år, og som hun her har valgt at fejre med en slags best of kavalkade af både Warlock og solo numre – og her udsat for strygerorkester. Det fungerer egentlig meget fint, om end ideen efterhånden er lidt tyndslidt. Et sjovt tilbageblik på tiden som engang var, til alle dem som er tættere på de tredive – end de tyve. Udover træfsikre valg som "I Rule The Ruins", "Metal Tango", "All We Are" og "Für Immer", får vi også en alternativ coverversion af Judas Priest klassikeren, "Breaking The Law" (der starter ud som en ballade). På netop dette nummer medvirker også den kornfede tyskerfrø Udo Dirkschneider med hans grimme røst, så bægret for alvor flyder over og man ikke kan lade være med at grine. Det har sikkert ikke været tiltænkt sådan – men selvom jeg holder af Udo, må jeg erkende at jeg mere ser ham som underholdende end decideret talentfuld. Men der er heldigvis intet i vejen med et godt grin. Med andre ord; hvis du kan li'din Doro – med alt hvad det indebærer af charmerende tysk accent, velkendt fortid, og tilsat en god sjat med akustisk stryger – ja, så ser jeg ingen grund til at springe denne udgivelse over.