Du kan ikke snakke om sommer i 90’erne, uden at nævne Dizzy Mizz Lizzy. Rock trioen giver dig minderne tilbage og nostalgien vil ingen ende tage.

Hvis man skal bedømme ud fra coveret, så bliver det godt!

I ’94 sidder jeg med min fars pladesamling og frem kommer der et album med en underlig, uhyggelig, dukkelignende pige på. Coveret skilte sig ud fra mængden og gjorde tydeligt indtryk, længe inden jeg kom til at stifte bekendtskab med deres musik. Nu er den lille pige tilbage på coveret, i en ny og smartere farve og med ny musik på skiven. Danmarks rock nationalklenodie, Dizzy Mizz Lizzy, er tilbage med deres tredje og måske sidste album, her 20 år efter Rotator. Nu får jeg endelig chancen for at stå i orkanens øje og på egen krop opleve et friskt Dizzy Mizz Lizzy album, som var det de glade 90’ere igen. Er de stadig relevante og kan de endnu, her to årtier efter deres sidste album?

Lizzy, hvorfor skulle der gå 20 år?

At albummet blev en kendsgerning har vi vidst længe og vi har fået et glimt af herlighederne, i form af singlerne ”Made To Believe” og ”I Would If I Could But I Can’t”, som er blevet spillet i reklamer, tv-udsendelser og på diverse radiostationer i et godt stykke tid nu. Det er super fede numre og det fik mig til at tænke, om de mon allerede havde givet os det bedste fra det nye album. Det har de, men der er stadig masser af god musik på Forward In Reverse. Jeg vil derfor undlade at nævne de to numre og i stedet snakke om hvad der gemmer sig af rockperler på dette album.

At de tre gutter stadig kan mestre den fede rock, gør de klart i første nummer ” Phlying Pharaoh” som er 2 minutters instrumentalt blær og ren og skær tempofyldt rock, af den fedeste slags. På dette album synger Tim Christensen igen så rent og klart, at alt andet nærmest kunne være overflødigt, hvilket han jo også gjorde klart, ved at have en ganske flot solokarriere. Her er musikken dog ikke overflødig, men igen et fantastisk supplement til Tims fremragende vokal. Nummeret ”Brainless” skal fremhæves som et af de store hits på dette album, ud over de to singler. Det har alt hvad du forventer og forlanger af et fedt Dizzy Mizz Lizzy nummer, og så lidt til. Selvfølgelig er der også plads til de mindre støjende og stille numre, som ”Frey”. Det er igen et rent instrumentalt nummer og det giver det hele lidt kontrast.

Genopstandelsen er en succes!

Hvis dette album skulle blive deres endegyldigt sidste album, så vil det være et flot punktum, endda flottere end Rotator. Det er et rigtig godt og velproduceret album, der bare kræser for dine ører. Det tunge skyts havde de desværre allerede skudt af i form af de to singler, men der var stadig masser af overraskelser at finde, ud over de to fantastiske numre. Det når dog ikke op på samme højde som deres debut, men det helt sikkert mere end bare godkendt. Dette album kunne vi ikke have været foruden. Tak Søren, Martin og Tim, a.k.a Dizzy Mizz Lizzy!